Direktør i Danske Svineproducenter bifalder en undersøgelse af de faktiske forhold ved at bo nabo til en svinebedrift.

- Vi tror ikke, at der er nogen former for risiko ved at bo nabo til en svinebedrift, men siden den hollandske undersøgelse i efteråret har der været forskellige påstande fremme. Det er positivt, at vi nu får tingene undersøgt og får fakta på bordet, siger Per Badum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøminster Lea Wermelin har bedt Sundhedsministeriet iværksætte en undersøgelse af, om det kan være sundhedsskadeligt at bo nabo til en svinebedrift. På baggrund af en hollandsk undersøgelse og henvendelser fra Greenpeace har ministeren besluttet at undersøge de danske forhold i løbet af dette forår. 

- Vi oplever hverken at vores medarbejdere eller familierne på bedrifterne har nogen former for sundhedsproblemer, så hvorfor skulle naboerne så være påvirket af støv og dampe. Hvis de lider af andre sygdomme, og har for eksempel lungeproblemer, mon så ikke nærmere det er disse sygdomme, som naboerne bliver påvirket af, siger Per Badum.

Direktøren i Danske Svineproducenter understreger, at foreningen hilser fakta og evidens velkommen. 

- Hvis vi ikke får dette undersøgt nærmere, så er det påstand mod påstand, og det kommer vi ingen vegne med. Vores medlemmer og deres familier er også interesseret i at få fakta frem i lyset, de bor med deres familier på gårdene, og som vores næstformand siger: jeg lader mine drenge løbe og lege rundt på gården. Det ville jeg da aldrig gøre, hvis jeg var det mindste i tvivl om, at det på nogen måde er sundhedsskadeligt, siger Per Badum. 

Danmark har 10-15 store svinebedrifter, men som Per Badum siger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De ligger jo ikke samlet, men ligger placeret spredt rundt i landet.