Spørgsmålet om ulve kan sprede afrikansk svinepest har fået ny aktualitet efter af den tyske dyrlæge Dr. J. Schierig har sendt et bekymrende brev til den tyske minister for fødevarer og landbrug.

I brevet, der er dateret den 4. januar 2020, skriver han til minister J. Klöckner, at han nu anser den tyske bestand af ulve som så stor, at alene bestandens størrelse kan øge risikoen for spredning af sygdommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som eksempel nævner han, at der i områder som Görlitz og Bautzen lever omkring 240 ulve. Det svarer til en tæthed på 44 dyr pr 1000 kvadratkilometer. Han henviser til den russiske professor Bibikow, der anbefaler én ulv pr. 1000 kvadratkilometer.

I tæt kontakt

Schierig begrunder sin bekymring med, at ulve i sagens natur er i tæt kontakt med kadavere. De smittes ikke selv, men kan transportere smitte over store afstande.

Vildsvins naturlige adfærd er at samle sig i flokke på mellem 50 og 100 dyr. Hvis en ulv har smittebærende rester på sig og angriber flokken, vil smitten hurtigt kunne overføres til et eller flere dyr i flokken, lyder vurderingen.

Han mener, at smitten derfor hurtigt kan brede sig i et område som Sachsen, hvor der er en meget stor bestand af vildsvin.

- Spørgsmålet er særligt interessant her i landet, da ulve i øjeblikket krydser den dansk-tyske grænse og vildsvinehegnet fra begge sider. En problemulv fra Slesvig-Holsten kom til Danmark ved årsskiftet, og i de seneste to uger har en ulv tilsyneladende trukket et blodigt, sammenhængende spor fra Sønderjylland og ned til Hamborg, siger Erik Poulsen, der er redaktør af facebooksiden "Her er ulven i Danmark".