Formand for svineproducenterne, Kim Heiselberg, opfordrer fødevareminister Mogens Jensen og radikale Zenia Stampe til, at de sætter sig ind i historikken, inden de begynder at sætte spørgsmålstegn ved lødigheden af erhvervets egenkontrol.

- I Danske Svineproducenter er vi kede af, at der måske er sket en fodfejl i det unikke sundhedssystem, men vi ved det ikke, og derfor afventer vi - ligesom alle andre - politiets undersøgelse.

Det siger Kim Heiselberg i kølvandet på en artikel i Avisen Danmark i dag. I artiklen beskrives en hændelse, hvor en blodprøve i en besætning under det såkaldte røde kontrolsystem (det vil sige en avls- eller opformeringsbesætning) skulle have været testet for PRRS, men hvor analysen angiveligt blev aflyst af en ledende medarbejder i Seges.

- I tilfælde af, at der måske er sket en menneskelig fejl, er det naturligvis både ærgerligt og beklageligt. Men i Danske Svineproducenternes øjne kan det aldrig berettige til tvivl om det unikke sundskontrolsystem, hvor 50 forudgående år har bevist det modsatte, skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

Egenkontrol

Direktør i Danske Svineproducenter, Per Bardrum, forklarer, at sundhedskontrollen blev indført samtidig med SPF-systemet af fremsynede danske svineproducenter for omkring 50 år siden. Og i 50 år har det nu sikret danske svineproducenter en unik sundhedskontrol.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Derfor har vi ikke grund til at tvivle på sundhedskontrollens integritet og berettigelse, understreger direktør Per Bardrum.

Derfor opfordrer Kim Heiselberg og Per Bardrum fødevareminister Mogens Jensen og radikale Zenia Stampe til, at de stikker fingeren i jorden og sætter sig ind i historikken, inden de begynder at sætte spørgsmålstegn ved lødigheden af erhvervets unikke egenkontrol.

- Vi må huske, at vores egenkontrol er til vores gavn. Og der må ikke herske tvivl om, at vi her i Danske Svineproducenter ikke finder os i, hvis vi på nogen måde får nys om, at sundhedskontrollen begynder at se igennem fingre med noget, der kunne indebære smitte af vores produktionsbesætninger, som er vores medlemmer, siger formand og direktør samstemmende.

- Man må jo huske på, at hvis den omtalte besætning i avlssystemet var smittet, ville den levere smittede dyr til danske produktionsbesætninger, altså vores medlemmer, og hvis det var tilfældet, er der ingen tvivl om, at man ville have hørt fra os, fastslår de, og tilføjer, at det jo heldigvis viste sig, at der ikke var tale om smitte.

Derfor er de tæt på at betegne det hele som en storm i et glas vand.

- Set i lyset af sundhedskontrollens lange, positive historik, må der være tale om uskyld, indtil det modsatte er bevist, mener Danske Svineproducenter.