I Tyskland er der et glimt af håb om, at eksporten af svinekød til Kina ikke vil stoppe i tilfælde af, at afrikansk svinepest (ASF) skulle komme til Tyskland.

Det skriver mediet Pig Progress, som i artiklen refererer til det årlige møde i den tyske union af svineproducenter (ISN), hvor Jörg Altemeier fra Tönnies sagde, at der føres forhandlinger med Kina om at fortsætte med at eksportere svinekød, også i tilfælde af, at virussen bliver fundet blandt vildsvin i landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det tyske forbundsministerium for fødevarer og landbrug har der været forhandlinger med en kinesisk delegation i januar. En konceptaftale sendes snart til Kina, og i den vil det angiveligt hedde, at eksport af svinekød fortsat vil være muligt, så længe virussen kun findes i vildsvin, og så længe husdyr holdes sunde.

Delegation på besøg

En endelig aftale er dog endnu ikke på plads. I marts besøger en anden kinesisk delegation Tyskland for at inspicere sikkerheden på svinebedrifter. Delegationen vil gerne ved selvsyn konstatere, at virussen ikke bare kan hoppe fra vildsvin til tamgrise.

Hvis kineserne overbevises om sikkerheden på tyske gårde, vil de i følge Pig Progress være åbne for justering af de nuværende eksportprocedurer. I øjeblikket er protokollen, at der til hver forsendelse af svinekød til Kina skal knyttes en dyrlæges bekræftelse på, at Tyskland har været fri for ASF i mindst 12 måneder.

Fra januar til november 2019 eksporterede Tyskland 533.050 tons svinekød til Kina. Det gør Tyskland til EU's 2. største eksportør af svinekød til Kina. Spanien er den største eksportør.