Når to lokale bedrifter med limousinebesætninger i Varde-området lørdag 1. februar i tidsrummet 10-16 åbner stalddørene, bliver der rig lejlighed til at komme tæt på både køer, kalve og tyre og opleve et moderne landbrug, skriver Limousineforeningen i en pressemeddelelse.

- Vi plejer at lave sådan et arrangement hvert år, hvor det både er folk fra byerne uden det store kendskab til landbruget og nuværende og måske kommende avlere, der kommer for at få inspiration, lyder det fra Allan Lorentzen, formand for Limousineforeningen Område Syd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For Preben Hallum Hansen på Vr. Kærupvej 33 ved Janderup er det første gang, han åbner stalddørene for interesserede, og han glæder sig til at vise besætningen frem.

- Jeg vil gerne selv rundt og besøge landbrug, og derfor byder jeg nu også indenfor, fortæller han.

Besætningen består af omkring 65 dyr, hvoraf der er 26 køer.

- Efter vi overtog gården i 1997, købte vi limousine, der er rolige dyr og har lette kælvninger. Tidligere havde vi nogle stående i den gamle bindestald, men den er nu udfaset til fordel for dybstrøelse, forklarer Preben Hallum Hansen.

Gårdbutik med kød

Egon Høgedal har indrettet bedriften sådan, at der kommer kalve i julemåneden, så der bliver lejlighed til at se - og klappe - nogle af de små kalve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har haft "Frøstrup Limousine" på Frøstrupvej 71 ved Lunde i mere end 30 år, og her består besætningen af 25 køer foruden kalve, kvier og tyre.

- Det var lidt en tilfældighed, der gjorde, at vi fik limousine, men vi nyder dem. I starten gik vi meget op i avl, men i dag er det udelukkende slagteproduktion, fortæller Egon Høgedal.

Sammen med bedriften er der en gårdbutik, hvor det primært gælder salg af oksekød.

Både Preben Hallum Hansen og Egon Høgedal driver kvægbesætningerne som deltidsbedrifter ved siden af andet arbejde.