Vestjyllands Andel har aldrig produceret og leveret så meget kvalitetsfoder til dansk landbrug, som det er tilfældet lige nu. Derfor har grovvareselskabet masser af gode historier at fortælle de besøgende i forbindelse med januar måneds NutriFair.

- Vi oplever, at de besøgende på NutriFair tager sig god tid, når de besøger vores stand. Mange af dem er beslutningstagere, som blandt andet kommer for at få sig en god faglig snak om deres respektive bedrifter. Her har vi en unik mulighed for at vise, hvordan vores produkter og tilhørende rådgivning kan gøre en positiv forskel for dem, forklarer Jesper Bilberg, salgschef i Vestjyllands Andel i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et stort fokusområde i det vestjyske grovvareselskab er at producere og levere fremtidens foder til dansk landbrug. Denne fremsynede strategi har vist sig at give pote, eftersom fodersalget bliver ved med at stige.

- Vestjyllands Andel var first movers hvad angår økologisk foder, og i dag er vi den største producent på det område. Vi var de første til at lave en fabrik, som udelukkende producerer non-GM foder, og den satsning viser sig nu at være den helt rigtige. Helt grundlæggende forsøger vi konstant at følge med udviklingen, så vi står klar til at levere de produkter, som vores medlemmer og i sidste ende forbrugerne efterspørger, lyder det fra Jesper Bilberg.

Grønne og blå proteiner

Derfor er Vestjyllands Andel allerede godt i gang med at producere foder, der taler direkte ind i den højaktuelle grønne omstilling.

Først med udviklingen af Danish Marine Protein, som blandt andet omdanner søstjerner til proteinmel, der kan bruges i foder til for eksempel økologiske grise og høns. Dermed nedbringes importen af soja, samtidig med at havmiljøet forbedres, i og med at søstjerner er en invasiv art.

Et andet lokalt produceret protein, som Vestjyllands Andel har store forventninger til, er græsprotein. I samarbejde med blandt andet Aarhus Universitet og Ausumgaard bliver der arbejdet intenst på at kunne præsentere det første græsproteinanlæg i Danmark inden for nærmeste fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udover udvinding af protein har dyrkning af græs den styrke, at restprodukterne herfra kan anvendes til kvægfoder eller biogas, ligesom et mindre tab af klimagasser samt et reduceret brug af sprøjtemidler er til gavn for klima og miljø. Alt det kan de besøgende på NutriFair høre meget mere om, når vores direktør, Steen Bitsch, holder oplæg om emnet på messens dag to, påpeger Jesper Bilberg.

Forsøgsstald leverer viden

Udover mere bæredygtigt foder i almindelighed har Vestjyllands Andel stor fokus på udviklingen af zinkfri foder til grise. Dét og øvrige produkter bliver testet på grovvareselskabets forsøgsgård i Lemvig-området.

- Vi kan have nok så mange teorier om effekten af de produkter, vi udvikler, men det vigtigste er at få dem afprøvet i praksis under produktionsforhold. Dén mulighed har vi her, hvor vi får opsamlet en masse viden fra den virkelige verden så at sige.

- Og forsøgsgården er naturligvis ejet af en vores medlemmer, hvilket er i tråd med vores mantra om, at vi i Vestjyllands Andel er sammen om praktisk innovation. I tæt samarbejde med vores medlemmer udvikler vi produkter, der virker i deres virkelighed og tager et ansvar for vores fremtid, slutter Jesper Bilberg.