Sidste uges stigning var ikke den sidste. Danish Crown har netop meldt ud, at prisen stiger igen med 20 øre, og den ender derfor på 13,20 kroner pr. kg slagtesvin.

Markedsberetning fra DC:

Efterspørgslen på grisekød er fortsat stigende i Europa, og det får stille og roligt priserne til at følge med op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Perioden op til jul er ubetinget vores højsæson, når det kommer til efterspørgsel. Samtidig falder det kinesiske nytår i 2020 tidligt, og det skærper det, jeg efterhånden nærmest vil kalde kampen om råvarerne, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Efterspørgslen fra Asien og særligt Kina er uændret stærk, og der er meldinger om, at alle frysehuse i Europa, der er godkendt til eksport til Kina, kører på absolut maksimum. Mængderne, der hver uge sendes ud af Europa, er nu så store, at der på det europæiske marked tegner sig et billede af en større kamp om råvarerne end om prisen.

- Lige nu er det vigtigt at holde fokus på de kunder, der også skaber værdi for os på den lange bane. Vi får henvendelser fra aktører i forædlingsindustrien, som vi kun sjældent handler med, der er ude at jagte råvarer til julehandlen. Dem kan vi kun hjælpe i begrænset omfang, for vores strategi er at prioritere de faste samarbejdspartnere, men det er klart, at alle bliver mødt med prisstigninger i det nuværende marked, siger Lars Albertsen.