Et flertal af Folketingets partier har netop besluttet at skære otte procent af antibiotikaforbruget til grise inden udgangen af 2022. Samme år skal det være helt slut med at bruge medicinsk zink i svinestaldene.

Målsætningen kommer efter en anbefaling fra Det Veterinærmedicinske Råd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den Danske Dyrlægeforening er enig i, at der skal anvendes mindre antibiotika til landbrugsdyr, men frygter samtidig, at det kommer til at gå ud over dyrene, hvis omstillingen går for hurtigt, skriver dyrlægeforeningen i en pressemeddelelse.

- Vi skal bruge så lidt antibiotika som muligt, men så meget som nødvendigt af hensyn til behandling af syge dyr. Det har vi sagt mange gange, og vi frygter simpelthen, at dyrene ikke får den nødvendige behandling, når der skrues så hurtigt ned for antibiotikaforbruget. Det skal også ses i lyset af, at brugen af medicinsk zink udfases på samme tid, siger formand for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof.

Den videnskabelige dokumentation for sammenhæng mellem landbrugets anvendelse af antibiotika og behandlingssvigt hos mennesker er begrænset.

- Det er dog ikke det samme som at sige, at vi ikke støtter en reduktion, fortsætter Hanne Knude Palshof.

Forsigtighedsprincip

- Politikken på området bygger alene på et forsigtighedsprincip om, hvad der måske kan ske engang i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi altid arbejder på at bruge så lidt antibiotika som muligt - både når det gælder dyr og specielt også mennesker. Der har både dyrlæger og læger en fælles opgave, siger dyrlægeformanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at dansk svineproduktion på den lange bane kan nedsætte antibiotikaforbruget, men det skal ske i takt med, at produktionssystemerne lægges om, og der satses på udvikling af nye vacciner til forebyggelse af tarminfektioner, siger DDD-formanden.

Hun understreger, at vejen til en reduktion af antibiotikaforbruget skal findes gennem en faglig indsats, og her er danske dyrlæger sammen med andre fagfolk godt i gang med at hjælpe landbruget i den rigtige retning, men det nytter ikke noget at forcere en i forvejen konstruktiv proces.

- Antibiotikaresistens er desuden et globalt problem, og vi er i Danmark et foregangsland på dette område ? derfor synes vi, det er uheldigt, at politikkerne fortsætter med at presse hårdt på for en reduktion i dansk svineproduktion, mens man i andre EU-lande fortsat har et markant højere forbrug i husdyrproduktionen, siger hun.