Den tyske producent af specialopbygninger til dyretransport, Ka-Ba, har gjort sit indtog på det danske marked. Det sker gennem et samarbejde med Lastbilmægleren ved Carsten Lykke i Hedensted, der i forvejen er kendt for uafhængig rådgivning omkring indkøb af lastbiler, opbygninger og andet transportmateriel samt af levering køreklare DAF lastbiler, skriver Lastbilmægleren i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad og stolt over at have fået agenturet for Ka-Ba's opbygninger til dyretransport i Danmark. Det er kvalitetsprodukter, der passer perfekt til de danske dyretransportører, siger Carsten Lykke.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Ka-Ba har gennem mere end 50 år specialiseret sig i aluminiumopbygninger og leverer et bredt udvalg af konkurrencedygtige standardprodukter til både trailere og forvogn-hængere. Samtidig har KA-BA en så fleksibel og specialiseret produktion, at kunderne kan få skræddersyede løsninger ned i den mindste detalje, tilføjer Carsten Lykke.

Agent i Danmark

Ka-Ba holder til i Greven mellem Osnabrück og Münster cirka 400 kilometer syd for den dansk-tyske grænse og indgår i den store Fiege tec-koncern. Her udvikles og produceres opbygninger til både svine-, kreatur-, heste- og kyllingetransport. Virksomheden har valgt Lastbilmægleren ved Carsten Lykke som sin agent på det danske marked, fordi Carsten Lykke har et godt navn for uafhængig rådgivning og er kendt for ordholdenhed og kvalitet i sit salgsarbejde.

- Vi har nøje udvalgt Carsten Lykke, fordi han har stor indsigt i det danske marked for dyretransport. Han har en meget bred kontaktflade i branchen, og hans tilgang til salgsarbejdet passer perfekt til vores produktfilosofi; nemlig kvalitet, skræddersyede løsninger og højt serviceniveau, siger Reimund Vodde, der er salgsansvarlig hos Ka-Ba.

Dygtige servicepartnere

- Ud over at være god til at rådgive og sælge, samarbejder Carsten Lykke også med nogle meget dygtige servicepartnere. Det er Diesel Dok i Herning samt Hedensted Ladfabrik, som vi vil bruge som servicepartnere for vores opbygninger i Danmark, tilføjer Reimund Vodde. Desuden samarbejder Carsten Lykke med PM Lastvognsservice i Hedensted omkring service og reparation af chassiser og undervogn på Ka-Ba's produkter.

Ka-Ba og Carsten Lykke vil i første omgang satse på alu-opbygninger til grisetransport på det danske marked. Det gælder både i form af opbygninger på sættevogne og på forvogn-hængere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ka-Ba's brede produktprogram leveres i en meget høj kvalitet. Desuden giver de avancerede udviklings- og produktionsfaciliteter mulighed for kortere leveringstider end konkurrenterne, hvilket jeg også ser som en stor konkurrencefordel, fastslår Carsten Lykke.

Den tyske producent prioriterer dyrevelfærd meget højt, så derfor er de fleste opbygninger udrustet med blandt andet ventilatorer, vandingsanlæg og temperaturovervågning som standard. Dertil kommer et bredt udvalg af individuelle løsninger som variable mellemdæk, hævetag, sideramper, liftsystemer med mere.

Både Ka-Ba og Carsten Lykke forventer sig meget af samarbejdet, og de første opbygninger er allerede leveret til danske kunder.