Efterspørgslen på dansk grisekød er i øjeblikket rigtig god. Derfor er der ingen tegn på, at priserne i år vil blive ramt af den afmatning, der ellers typisk kendetegner det tidlige efterår.

- Vores oplevelse lige nu er, at vores afsætning er mere eller mindre koblet af det europæiske marked i bred forstand. Vores store eksport ud af Europa betyder, at de mængder, vi afsætter i Europa, stort set går til vores gode faste kunder, som i høj grad foretrækker vores varer på grund af kvaliteten og kun i mindre grad køber ind på pris, fortæller Lars Albertsen, der er Global Salgsdirektør i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er i bred forstand et godt marked i øjeblikket. Der er stor efterspørgsel på bove, forender, brystflæsk og skinker. Markedet for kamme og bacon til Storbritannien er stabilt, mens priserne på nakker står stille.

- Den udvikling, vi ser lige nu, havde vi faktisk forventet at se allerede hen over sommeren. Der gik eksporten ud af Europa - modsat vores forventning - lidt i stå, men nu er momentum i den grad tilbage, og det er med til at løfte priserne, siger Lars Albertsen.