Claus Damsbo er 1. september tiltrådt som salgschef hos SPF A/S og blevet en del af selskabets ledergruppe.

Den nye salgschef skal fastholde og videreudvikle SPF-Danmark's position på det danske hjemmemarked og øge selskabets omsætning på eksportmarkederne markant, skriver SPF i en pressemeddelelse.

Claus Damsbo er oprindeligt uddannet i grovvarebranchen og har blandt andet været ansat i 10 år i det daværende grovvareselskab KFK.

Desuden har Claus Damsbo samlet ni års ansættelse bag sig i indkøbsselskabet Agro Partnere, som blandt andet eksporterer smågrise.

Han kommer til SPF-Danmark fra en stilling som Geschäftführer hos det tyske selskab EFQ-Syke, der blandt andet opkøber og videresælger slagtegrise og smågrise, heraf en betydelig andel fra danske producenter.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Gennem sin ansættelse i EFQ-Syke har den nytiltrådte salgschef opnået et stort kendskab til både det tyske og det polske marked for grise. Dette kendskab kommer Claus Damsbo til at drage stor nytte af i sin nye stilling hos SPF-Danmark.

Vækststrategi

Hos SPF er det hans opgave at realisere selskabets vækststrategi, der er sat i værk efter en omfattende omstillings- og effektiviseringsrunde i selskabet.

Det skal ske ved at fastholde og videreudvikle SPF-Danmark's position på hjemmemarkedet og ved at øge omsætningen på eksportmarkederne markant i de kommende år.

Som ny salgschef hos SPF-Danmark har Claus Damsbo fået det overordnede ansvar for selskabets salgsafdeling, der i øjeblikket beskæftiger 10 medarbejdere og betjener kunder på både hjemmemarkedet og alle eksportmarkeder i Europa.

Salgsafdelingen omsætter og transporterer i øjeblikket cirka 10 millioner grise om året, og ambitionen er at øge dette antal betydeligt.

- Vi er meget glade for, at Claus Damsbo nu beklæder den vigtige stilling som salgschef hos os. Hans indgående branchekendskab og forståelse for nøglebegreber som troværdighed og tillid er uhyre vigtigt for os, siger administrerende direktør hos SPF-Danmark, Jens Kongensholm.

- Målet er, at vi skal blive endnu mere synlige og aktivt opsøgende i markedet - både herhjemme og i udlandet, fastslår direktøren.

Selskab i Tyskland

- For at styrke vores position på eksportmarkederne etablerede vi sidste år datterselskabet SPF-Danmark GmbH i Tyskland. Det skaber et attraktivt samarbejdsgrundlag mellem danske smågriseproducenter og tyske slagtegriseproducenter - primært i det nordlige og østlige Tyskland, forklarer Jens Kongensholm.

- Min forventning er, at jeg vil kunne udnytte mit store markedskendskab i bestræbelserne på at realisere SPF-Danmark's vækststrategi i de kommende år, tilføjer Claus Damsbo.

- Jeg ser store muligheder for, at opgaven vil lykkes på grund af de store personalemæssige ressourcer i virksomheden. Mange medarbejdere har stor erfaring, nære kunderelationer og et indgående kendskab til dansk griseproduktion, lyder det fra den nytiltrådte salgschef.