Sommeren har for alvor fået fat i Midt- og Sydeuropa, men den pludselige hedebølge gør faktisk ikke noget godt for salget af grisekød i Europa.

- Varmen har nærmest væltet markedet omkuld, for hvor lunt sommervejr stimulerer salget af alt fra koteletter og mørbrad til pølser og skinker, så har den pludselige hedebølge fået salget til at bremse op, fordi mange simpelthen mister appetitten i varmen, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Priserne på stort set alle delstykker er under pres, men en større eksport ud af Europa og en bredere markedsadgang gør, at det indtil videre er muligt at holde priserne oppe.

- Markedet for eksempelvis so-kød findes nærmest udelukkende i Europa, og der ser vi priserne sive i øjeblikket. Samtidig er eksporten til Kina gået en smule ned i tempo, og det betyder, at der pludselig igen er blevet kamp om ordrerne i Europa. Den kamp kan vi langt hen ad vejen holde os ude af, men vi ser nogle af vores kolleger, der lige nu er en smule i panik, fordi de levende grise er dyre i indkøb, siger Lars Albertsen.