- Det er 11. time for slagteriet at få vendt den onde cirkel, påpeger Kim Heiselberg, formand for Danske Svineproducenter.

Formanden reagerer på udmeldinger i Finans.dk fra Danish Crown om, at faldet i slagtesvin kan betyde lukning af slagteri i Danmark.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Slagtningerne falder fordi Danish Crown ikke kan følge med den tyske notering, som øger prisen for smågrise syd for grænsen og sender stadig flere smågrise sydover. Faldet i slagtninger giver overkapacitet på de danske slagterier, der øger omkostningerne og gør det endnu sværere at give en konkurrencedygtig notering, mener Danske Svineproducenter.

- I årevis har den pris, som slagteriet har formået at betale danske svineproducenter, ikke gjort det rentabelt at producere slagtesvin i Danmark. Derfor har der ikke været de investeringer i nye anlæg, vi alle kunne ønske os. I stedet lukker gamle nedslidte anlæg, og smågrisene bliver i stigende omfang solgt sydpå, forklarer Kim Heiselberg, der understreger, at det er en udvikling, som svineproducenterne brændende ønsker vendt.

- Hvis ikke vi får vendt den onde cirkel, er det i værste fald en glidende afvikling af dansk slagtesvineproduktion, hvilket vi naturligvis ikke ønsker.

Kim Heiselberg er ikke i tvivl om, at den onde cirkel kalder på nytænkning i Danish Crown og en ledelse, der er langt dygtigere end den nuværende.

- Det er afgørende, at Danish Crown, der har en så dominerende stilling på det danske marked og som er så afgørende for alle danske svineproducenter, får vendt skuden nu. Det er ikke et øjeblik for tidligt, fastslår han.