Ifølge Danish Crown er noteringen steget med 20 øre for både slagtesvin og søer. Noteringen lyder derfor på 8,90 kroner pr. kilo slagtesvin, mens prisen er 5,50 kroner pr. kilo for søer.

I markedsberetningen skriver DC:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der hersker en tilstand af forvirring og kaos på det europæiske marked for grisekød lige nu. Til trods for en uændret efterspørgsel fra detailkæderne og forædlingsfabrikkerne, så flytter priserne sig nu på grund af en øget eksport ud af Europa.

- Det er bestemt ikke det europæiske forbrug, der driver priserne op i øjeblikket. Det vil sige, at detailkæderne ikke ser et større salg til forbrugerne. På den anden side viser alle offentlige statistikker, at udbuddet af råvarer kun bliver mindre i de kommende måneder. Samtidig ser vi en stigende efterspørgsel fra blandt andet Kina, så efter en lang periode, hvor det var indkøberne, der bestemte kursen, er magtbalancen nu genoprettet, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Efterspørgslen på forender, bove, nakker og brystflæsk er rigtig god. Samtidig er der en stabil afsætning af kamme, bacon og skinker.

- Markedet minder om ren guerillakrig lige nu, hvor hver enkelt sælgere er ude at kæmpe sin egen kamp. Derfor er der også stadig indkøbere rundt omkring, der laver det, de vil kalde gode handler. Men vi ser allerede nu kunder, der valgte os fra for et par uger siden, komme tilbage, fordi de godt kan se, at de priser, vi indikererede, ikke er helt i skoven, forklarer Lars Albertsen.

Til landene udenfor Europa er der en god efterspørgsel fra Kina og et jævnt salg til Japan.