Med den nye husdyrgødningsbekendtgørelse, som træder i kraft 1. august 2019, kan danske konventionelle kvægbrug fortsætte med at bruge kvægundtagelsen og må dermed fortsat udbringe op til 230 kg kvælstof fra husdyrgødning og anden organisk gødning pr. hektar harmoniareal. Bekendtgørelsen udstedes nu, således landmændene har mulighed for at indrette sig efter de nye regler, når de træder i kraft d. 1. august 2019.

Benytter man kvægundtagelsen, har man fremover flere valgmuligheder for at overholde 80 procent arealkravet for afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvægbrug skal hvert år ansøge om at anvende undtagelsen i Tast selv-service. Fristen for planperioden 2018/2019 er 17. april 2019.

80 procent

Husdyrgødningsbekendtgørelsen ændres blandt andet på baggrund af de nye betingelser i kvægundtagelsen, og bekendtgørelsen træder i kraft 1. august 2019. De nye muligheder for overholdelse af 80 procent kravet gælder således fra planperioden 2019/2020, men du kan allerede i gødningsplanlægningen 2018/2019 anvende de nye muligheder med henblik på overholdelse af kravet for planperioden 2019/2020. Den nye undtagelse gælder til 31. juli 2020.

Kravet om, at bedriften skal dyrke mindst 80 procent af harmoniarealet med afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson, fastholdes. Afgrøderne omfatter som hidtil græs, græsudlæg græsefterafgrøder og foderroer. Nyt er dog, at cikorie også tilføjes til denne liste af afgrøder.

Afgrøder udlagt med græs, før eller efter høst, kan nu omfatte alle kornafgrøder, både til modenhed og helsæd en blanding af byg og ærter, både til modenhed og helsæd, samt silomajs.

Med den nye undtagelse tilføjes dermed alle typer vårkorn og vinterkorn som mulige dækafgrøder.