Formanden for Danske Svineproducenter, Torben Hauskov, lagde ikke skjul på, at foreningen ikke har været tilfreds med Danish Crowns opførsel i det forgange år.

- Vi er rigtigt kede af, at det ser ud til, at det går så skidt, som det tilsyneladende gør i Danish Crown. Vi har ikke lagt fingrene imellem. Vi mener helt klart, at Danish Crown har underpræsteret, fortalte Torben Hauskov, inden han fortsatte:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For eksempel var det helt galt med de udmeldinger, som slagteriet kom med i sensommeren, da de i fællesskab med Salling Group lancerede salg af Oua-kød i danske Netto-butikker. Det, som faldt os for brystet var, at Danish Crown hylede med i et kor, hvor Oua blev forvandlet til udtrykket antibiotikafrit kød, og hvor der blev udtrykt en sundhedsmæssig forskel mellem Oua-kød og almindeligt svinekød.

- Slagteriet ved - ligesom vi andre i branchen - at alt dansk kød er fri for antibiotika, og at vi i øvrigt har et af de laveste forbrug i verden. Derfor er det naturligvis en melding, som vores eget slagteri aldrig burde være kommet med, slog Torben Hauskov fast under beretningen.

En teflonbelagt direktør

Ifølge formanden blev foreningen kritik mod Danish Crown mødt af en "teflonbelagt" kommunikationsdirektør i Danish Crown, indtil foreningen selv gennemførte en undersøgelse blandt medlemmerne.

- Da indrømmede Danish Crown til flere medier, at "kommunikationen omkring kød fra Oua-grise kunne være håndteret mere elegant". Uden jeres hjælp, tror vi ikke, at vi havde fået Danish Crown til at sluge den kamel, så tak for det, sagde Torben Hauskov, og fortsatte:

- Desværre var der nogle af jer, der tolkede vores kritik af Danish Crowns kommunikation omkring Oua, som en kritik af selve Oua-konceptet. Men det har intet på sig. Jeg vil gerne slå fast, at vi intet har imod Oua-produktion eller nogen anden produktionsform. Bestemt ikke. I Landsforeningen er der plads til alle: Stor eller lille, smågrise eller slagtesvin, Spf eller konventionel, specialproduktion eller økologi. Vi bakker jer op uanset produktionsform. Det må ingen være i tvivl om.