MSD Animal Health arbejder på et helt nyt servicesystem, der skal følge grisene over grænsen, så vaccinationer og helbredsstatus kan udnyttes optimalt. Det hedder Protection within and beyond borders.

-Vi skal have informationerne helt ud i stalden, hvilket kræver samarbejde og god kommunikation. MSD har dyrlæger og medarbejdere klar til at levere denne service i hele Europa. Vi kan følge grisene over grænsen helt til slagteriet, sagde John Haugegaard på EuroTier. Han er direktør for svinegruppen hos MSD Animal Health og ser frem til, at de vacciner grisene får i Danmark udnyttes fuldt ud, til glæde for både sælger og køber. Landmænd som vaccinerer deres grise med MSDs produkter, kan se frem til at deres transportører og omsættere kan få dokumentation på grisenes vaccinationer og helbredsstatus helt ud til slutproducenten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsættere bliver omdrejningspunkt

Ved et møde med Europas førende omsættere og transportører af grise på EuroTier, viste flere forskere at vaccinetype, antal og koncentration har ekstrem stor betydning for foderudnyttelse og sundhed, helt frem til slagtning. Men der er lang vej fra smågriseproducent til fedestald.

-Tyskerne vil gerne betale for en velvaccineret gris, men skal selv være opsøgende for at få informationen. Som det er nu følger der ikke systematisk nogen information om hvilken vaccine der er anvendt, hvornår den er givet og i hvilken dosering, og om det er one-shot eller two-shot. Den viden skal videre, og det vil vi gerne sammen med kunder og samarbejdspartnere sætte i system, siger dyrlæge Bjarne Ellegard hos MSD Animal Health

MSD har lavet en undersøgelse med 100 danske, 100 tyske og 59 hollandske soholdere, der alle omsætter smågrise. Her finder de blandt andet, at 90 procent af tyske svineproducenter ikke ved, hvilken vaccine de indsatte grise har fået.

Det er blandt andet her MSD vil sætte ind med deres nye service.

Står klar med dokumentation

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anette Rasmussen, produktchef hos MSD, er tovholder for projektet. Hun oplever nogen forvirring, når det gælder forventninger til smågrise og vacciner.

-Det handler om afstemning af forventninger og kommunikation. Vi har et helt team af dyrlæger, der står klar til at hjælpe. Vi er tætte samarbejdspartnere med besætningsdyrlægerne og med dem kan vi få viden om vacciner helt ud i slagtesvinestalden. Men det kræver, at vi får fat i transportører og omsættere, derfor vil vi i det nye år komme rundt til dyrlæger og omsættere for at tilbyde vores service, siger Anette Rasmussen.

Læs mere om mødet på EuroTier, vaccine-service og forskelle mellem danske, hollandske og tyske svineproducenter i Hyo.