Det er ikke kun Storbritanniens premierminister, Theresa May, der har sikret sig en sejr i forbindelse med Brexit. Det har danske JH Agro også. Firmaets hidtil største ordre er netop kommet i hus, og det er til en landbrugsbedrift i Storbritannien.

-Vi har landet JH Agros største ordre i firmaets historie, siger Lars Rahbæk på Euro Tier, der er administrerende direktør hos JH Agro. Han er begejstret for kontrakten, som er forhandlet på plads med britiske Elsham Linc Ltd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- To forsuringsanlæg er undervejs i vores produktion og leveres til kunden omkring årsskiftet. I fremtiden skal alle 12 farme have gylleforsuring, og det skal JH Agro sørge for. Ordren udgør, hvad der svarer til 45 procent af vores budget for indeværende regnskabsår, forklarer Lars Rahbæk på JH Agros stand på EuroTier.

Elsham Linc Ltd er en landbrugsbedrift med 12 farme, som samlet producerer 190.000 grise om året. Kontrakten lyder på ti gylleforsuringsanlæg, der skal leveres i løbet af de næste to år.

Brexit betyder bedre muligheder

De massive investeringer i landbrugsteknologi kommer i kølvandet på et støtteprogram, den britiske regering har sat i værk. I forbindelse med Brexit, bliver Storbritannien nødt til at effektivisere deres landbrug, for at øge produktionen af fødevarer i landet. Derfor giver den britiske stat nu 40 procent tilskud til modernisering. Målsætningen er at få et mere effektivt, bæredygtigt og miljøvenligt landbrug, der kan forsøge de britiske borgere. Den britiske regering frygter mangel på arbejdskraft til blandt andet landbruget, når Brexit slår igennem.

Brexit betyder derfor lige nu bedre muligheder for at komme ind på det britiske marked, hvis man kan levere landbrugsteknologi, der har dokumenteret positiv effekt på for eksempel miljø. Det har JHs forsuringsanlæg, som kan reducere ammoniakfordampningen med op til 64 procent. Gyllen har en konstant lav PH og er stabil i mere end et år.

God Timing

Lars Rahbæk forklarer, at JH Agro begyndte at arbejde i det britiske marked for to år siden, hvor de senere ansatte en lokal mand. Støtteprogrammet til landbruget er god timing, og har resulteret i denne kæmpeordre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I alt har JH Agro solgt 14 forsuringsanlæg til Storbritannien siden juli. Anlæggene samles på fabrikken i Holstebro og skal installeres af britiske underleverandører, der er trænet og uddannet til det. JH Agro arbejder nu på at få serviceaftaler og vedligeholdelseskontrakter på plads.

Det er ikke kun gylleteknologi de britiske landbrug er interesseret i. Det er generel modernisering og teknologi, der kan effektivisere og spare mandskab.

Lars Rahbæk håber på at JHs strømaskine MiniStrø ligeledes kan blive en bestseller på det britiske marked.