Den øgede produktionsafgift, der træder i kraft fra 1. juli møder stor kritik fra Danske Svineproducenters formand, Torben Hauskov, der blandt andet mener, at det er producenterne, der kommer til at betale, for det han kalder Landbrug & Fødevarers fejl.

Ifølge Asger Krogsgaard, formand for bestyrelsen i Svineafgiftsfonden, sidder Torben Hauskov selv i bestyrelsen, og han var derfor med, da beslutningen blev truffet enstemmigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Svineafgiftsfonden føler vi et ansvar for, at vi kan finansiere den innovation, der er brug for i erhvervet, og som sikrer dansk svineproduktion vores konkurrenceevne og vores placering på verdensmarkedet. Der har genafgifterne tidligere været en god medfinansieringskilde på fællesskabets vegne. Det er så ikke muligt længere som følge af, at der ikke er fuld tilslutning til det nye DanBred-selskab, skriver Asger Krogsgaard til Maskinbladet.

Søren Søndergaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion mener, at ændringerne ikke blot er et spørgsmål om, at der mangler genafgifter:

Finansieres i fællesskab

- Vi har jo i LFS en bred portefølje af aktiviteter, som den samlede branche i Danmark har glæde af - uanset hvilken genetik, man køber - men som alene er finansieret af dem, der køber DanBred-genetik i dag. Blandt andet på opfordring fra Danske Svineproducenter arbejder vi derfor med en anden model til at betale det store forsknings- og udviklingsarbejde, der foregår. Projekter, der gavner hele primærproduktionen og alle svineproducenter, skal også finansieres i fællesskab - og ikke kun af dem, der betaler genafgifter, siger Søren Søndergaard.

Fremover skal flere være med til at betale gildet.

- I fremtiden vil en større del af det, LFS laver, blive ansøgt i Svineafgiftsfonden og dermed være finansieret af alle danske svineproducenter gennem produktionsafgifterne. Det, vi skal bruge specifikt til udvikling og innovation inden for avl, vil finansieres af genafgifterne, siger han endvidere.