Der er for nylig truffet afgørelse i sagen om udlevering af stambøger til den gruppe af avlere, som har valgt at trække sig som DanBred-producenter (det, der tidligere hed DanAvl.). Miljø- og Fødevareklagenævnet har vurderet, at de udtrådte avlere skal have adgang til stambøger gennem Landbrug & Fødevarer Svineproduktion. Og det er L&F ikke tilfreds med.

- Vi er uenige i afgørelsen, men vi tager det naturligvis til efterretning, og så må vi se på mulighederne herfra, siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, der overvejer om sagen også skal forbi domstolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søgte aktindsigt

Landsforeningen af Danske Svineproducenter har tidligere søgt aktindsigt og via den hævdet, at fundamentet for at afvise at udlevere stambøger ikke er til stede.

- Man siger tiden læger alle sår, men i sagen om DanAvl (Det nuværende DanBred red.) virker det bare som om, at det hele desværre er så uigennemtænkt, at problemerne bare vokser sig større med tiden, mente svineproducenterne tidligere på året.

Afgørelsen har fået Erik Larsen til at ville indkalde de udtrådte avlere til et møde.

- Vi sender straks et brev til de avlere, der har anmodet om at få udleveret stambøger med en invitation til et møde, hvor vi kan finde ud af, hvordan udtrædende avleres avlssvin kan indføres i stambog, og hvordan udlevering af stamtavle kan komme til at foregå mv., siger Erik Larsen.

Sagen ultrakort

Konflikten er opstået, fordi DanBred sidste år fik en ny struktur med et ønske om, at danske avlere ikke skal udkonkurrere hinanden på verdensmarkedet. Da produktet er det samme, mente man, at det ville betyde, at prisen ville blive presset helt i bund på det præcis samme produkt. Der blev nedsat et udvalg, der stod for den nye struktur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ændingerne betød, at enhver handel, der involverede genetik skulle foregå gennem DanBred. Det skabte uro og resulterede i, at omkring en tredjedel af avls- og opformeringsbesætningerne meldte ud, at de ikke kunne se sig selv i den nye DanBred-konstruktion. Det førte til en sag i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som førte til nogle ændringer, men ikke ændrede ved, at en stor del valgte at blive uden for DanBred. Sagen er nu forløbig afgjort ved, at stambøgerne skal udleveres til de udtrådte svineavlere.