I en pressemeddelelse meddeler Fødevarestyrelsen, at der kommer en ny vejlighed for antibiotika til svin. I den opfordres dyrlæger og landmænd til fortsat kun at bruge antibiotika til svin, hvor det veterinærfagligt er forsvarligt. Samtidig opdeler vejledningen de mest brugte antibiotikatyper i tre kategorier.

Målet er at flytte forbruget væk fra de antibiotikatyper, som er vigtige til behandling af mennesker og som særligt skaber resistens i bakterierne, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tre kategorier kan læses her og er formuleret af Fødevarestyrelsen.

I kategori 1 ligger de antibiotikatyper, der bør være dyrlægens førstevalg, hvis der ikke er nogen vej uden om medicinskabet. Det er for eksempel penicilliner og sulfonamider.

I kategori 2 ligger de antibiotikatyper, som dyrlægen kun bør ordinere, hvis præparaterne fra kategori 1 ikke kan opnå den ønskede effekt på dyrene. Her bør der foretages supplerende laboratoriediagnostik.

I kategori 3, den sidste del af spekteret, ligger de antibiotikatyper, som ikke bør bruges til behandling af dyr. Det er bland andet fluorokinoloner og de vigtige cefalosporiner. Årsagen er, at de bidrager til resistens, både hos dyr og mennesker.

Stadig receptpligtig

Derfor understreger vejledningen også, at de antibiotikatyper, som er særligt vigtige til behandling af mennesker, kun bør bruges i de situationer, hvor alle andre muligheder er forsøgt, både landmands- og veterinærfagligt, skriver styrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Antibiotikavejledningen ændrer ikke ved dyrlægens ordineringsmuligheder. Antibiotika er altid receptpligtigt i Danmark, og det er altid en konkret dyrlægefaglig vurdering, om svin skal behandles med antibiotika, lyder det fra fødevarestyrelsen.