Danish Crowns datterselskab DAT-Schaub, der er blandt de globale markedsledere på naturtarme til pølse- og salamiproduktion, har med et slag sikret sig en stærk og vidtforgrenet salgs- og produktionsorganisation i Sydamerika. Det sker gennem købet af fire virksomheder i Brasilien, Chile og Colombia.

Som det første selskab i Danish Crown-koncernen etablerer DAT-Schaub sig nu i Sydamerika. Det ligger fast efter købet af bestemmende ejerandele i virksomhederne Insuban og Indexna i Chile, Tricolsa i Colombia og ESB i Brasilien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt nyt for os at skulle operere i Sydamerika. Det er en verdensdel, hvor der spises masser af pølser og salami, så det er et helt naturligt skridt i vores bestræbelser på at vokse, at vi også får aktiviteter i Sydamerika, fortæller Jan Roelsgaard, der er CEO i DAT-Schaub.

DAT-Schaub køber også en majoritetsandel i den spanske virksomhed Agrimares, som vil styrke DAT- Schaubs eksisterende aktiviteter på den iberiske halvø.

Egne produktionsfaciliteter

Ud over salgsorganisationer i Chile, Colombia, Brasilien og Spanien får DAT-Schaub også adgang til sydamerikanske råvarer, da de fire selskaber alle har egne produktionsfaciliteter.

- Vi fastholder den lokale ledelse i alle virksomhederne. Manuel og Daniel Cespedes, der hidtil har været storaktionærer i Agrimares, og Daniel Berlitz, aktionær i ESB, fortsætter samtidig som medejere, så vi har en fælles interesse i at udvikle virksomhederne gennem organisk vækst på de respektive markeder. Det er en model, vi tidligere har benyttet med succes, når vi har købt os ind i helt eller delvist ejerledede virksomheder, så jeg har store forventninger, siger Jan Roelsgaard.

Det er en klar målsætning i Danish Crowns 4WD-strategi, at DAT-Schaub skal vokse betydeligt både organisk og gennem opkøb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en klar ambition om, at DAT-Schaub både skal være verdens største og verdens førende leverandør af naturtarme til pølser og salami. Virksomheden leverede et rekordresultat i det regnskabsår, vi lige er gået ud af, og nu tager vi det første skridt i retning af at blive den absolutte markedsleder globalt, siger Danish Crowns Group CEO, Jais Valeur.

DAT-Schaub overtager ejerandelene i alle fem virksomheder med øjeblikkelig virkning.