Et succesfuldt avlsarbejde og dygtige svineproducenter betyder, at der i øjeblikket produceres rigtig mange smågrise. Trods den positive udviklingen, så har medaljen dog også en bagside. De store kuldstørrelser giver nemlig også rigtig mange svineproducenter udfordringer med plads i hverdagen:

- Det er en stor udfordring for landmændene i hverdagen, og det er klart der skal ses på, hvilke muligheder vi har for at løse det, siger Nikolaj Stidsen, der er svinekonsulent i LMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge svinekonsulenten stiger antallet af fravænnede grise/årsso med cirka 0,8 pr. år uden at produktionsbygningerne ændres. En udfordring som dog kan løses på forskellige måder:

- Mælkeanlæg eller anden form for ekstra fodrings anlæg til grisene i farestalden er selvfølgelig en oplagt mulighed, men det kræver en større investering og kræver pasning af personalet, men vi ser mange steder hvor vi har mulighed for at optimere på søernes mælkeydelse og ad den vej øge grisenes tilvækst, siger Nikolaj Stidsen.

Hjælp til løsninger

For at hjælpe svineproducenterne på vej og give dem råd og vejledning om de store kuldstørrelser, har LMO arrangeret temadagen "Hjælp - jeg drukner i kuldstørrelser" onsdag den 17. maj hos LMO i Viborg. Temadagen er arrangeret for at give svineproducenterne konkrete tips til hvordan håndterer du mange levendefødte grise og manglende plads:

- Deltagerne skulle gerne blive inspireret til at gå hjem og tage handling på en problematik, som de nok har lukket øjnene lidt for i de seneste år, fordi der ligger et ekstremt stort pres fra bankerne på antallet af producerede grise, understreger LMO's svinekonsulent.

Ifølge ham er løsningerne dog forskellige fra svineproducent til svineproducent:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et forslag kunne være at have fokus på fodring af søerne i farestalden, fokus på optimering af fødselsvægt og reduktion af antal søer. Samtidig er der selvfølgelig altid muligheden for investering i flere farestier eller klimastalde, understreger Nikolaj Stidsen.