Det nye samarbejde har fokus på svinebrugsrådgivning.

LMO og Centrovice indleder et nyt samarbejde om svinebrugsrådgivning.

Baggrunden for samarbejdet er først og fremmest ønsket om at danne et stærk fagligt miljø, hvor de eksisterende kompetencer i LMO og Centrovice udnyttes og udvikles bedst muligt, så svineproducenterne tilbydes den bedste svinebrugsrådgivning i Danmark. Også muligheden for øget specialisering, som stiller særlig skarpt på vigtige enkeltområder i produktionen, er et argument for samarbejdet.

De to firmaer lægger ikke skjul på, at samarbejdet sker for at sikre kundegrundlaget og gerne tiltrække flere nye svinebrugskunder til de to rådgivningsvirksomheder.

- Vi er sikre på, at et samarbejde er med til at fremtidssikre vores svinebrugsrådgivning, så vi kan hjælpe svineproducenterne med den skarpeste rådgivning og optimering ud i alle hjørner af deres produktion og dermed sikre rentabiliteten, siger afdelingschef for svinebrugsafdelingen i Centrovice, Ejler Petersen.

Medarbejderne i de to svinebrugsafdelinger har taget positivt imod udspillet om et tæt samarbejde. De ser stor værdi i et fælles fagligt miljø med mulighed for at dygtiggøre sig inden for særlige interesseområder.

- Når det handler om at fastholde og tiltrække kunder, så er det afgørende, at vi har det stærkeste hold og de skarpeste rådgivningstilbud. Med det nye samarbejde er vi nu 17 specialister, som dækker alt inden for svinehold. Vi får både den nødvendige volumen og bliver en endnu mere attraktiv arbejdsplads, så vi kan fastholde og tiltrække stærke nøglemedarbejdere til gavn for vores kunder, fastslår Kristian Nielsen, afdelingschef for svinerådgivningen i LMO og nævner også sammenhængen til de øvrige fagområder, herunder specielt økonomi, planteavl, miljø og byggerådgivning, som en stor styrke for kunderne.

De to virksomheder vil i løbet af de næste måneder få organiseringen af samarbejdet helt på plads, så detaljerne kan meldes ud til kunderne op mod sommerperioden.