Der kan være godt nyt på vej for de mange besætninger, der kæmper med husdyrsygdomme, og for samfundet generelt, da lavere medicinforbrug kan hindre udbredelsen af resistente bakterier som MRSA.

Det skal den nye dansk app, Farmlog Svin, gøre op med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udfordringen er i første omgang at undgå at husdyrene bliver syge gennem forebyggelse i stedet for behandling. Med vores app, Farmlog Svin, hjælper vi landmanden med at få et præcist overblik over den aktuelle sundhedstilstand i stalden og behandle det enkelte dyr fremfor hele besætningen. Det giver både en korrekt behandling af det enkelte dyr og sparer landmanden for penge, men det vigtigste er, at medicinering reduceres og dermed de samfundsmæssige konsekvenser, det medfører, siger landmand Margit Skovbjerg.

Hun har udviklet app'en i samarbejde med investorer og en række landmænd. I 2015 var hun nomineret til prisen som henholdsvis Årets Kvindelige Iværksætter og Årets Guldkantsiværksætter, og hun var nomineret til IvækstPrisen for sit arbejde med at digitalisere landbrugserhvervet.

Farmlog Svin fungerer på alle platforme, og den giver landmanden et overblik over sundhedstilstanden i stalden. Den benyttes i samarbejde med landmandens dyrlæge, og der oprettes relevante diagnoser med korrekt præparat, mængde og behandlingsforløb direkte på hjemmesiden, som derefter bliver tilgængelig på app'en. Landmanden kan så bruge app'en som en guide i det daglige arbejde på bedriften.

- Dette minimerer risikoen for fejlmedicinering og sikrer, at alle behandlingsforløb afsluttes korrekt. Det giver tryghed for både landmand og medarbejdere. Registrering af behandlinger og medicinforbrug i realtid samt detaljerede statistikker giver både landmand og dyrlæge mulighed for at sætte lynhurtigt ind det helt rigtige sted, fortæller Margit Skovbjerg.

De data som app'en indsamler præsenteres som letlæselige statistikker, der viser tendenser i stalden. De kan derfor bruges som et værktøj i arbejdet med at forebygge frem for at helbrede dyrene. Forebyggelse frem for helbredelse giver mindre medicinforbrug, bedre produktionsresultater og ikke mindst øget dyrevelfærd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Farmlog benyttes nu på mere end 100 danske landbrug og fås i flere sprogversioner til flere typer landbrug.