Årets længste dag og Sankt Hans er et sikkert varsel om, at sommerferien nu er lige rundt om hjørnet. Det kan også mærkes på udbudet af fersk svinekød i Europa.

- Vi går nu ind i en periode med færre slagtninger i både Danmark og resten af Europa. Foreløbig er det med udsigt til en uændret efterspørgsel, hvorfor vi aktuelt har en god afsætningsmæssig situation for alle delstykker, siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til landene udenfor Europa er der en god efterspørgsel fra Korea og Japan, mens Kina, der indtil nu har drevet udviklingen, er inde i en periode, hvor man er en smule mere afventende.

- Det er helt normalt, at salget til Kina kommer i bølger. Derfor er det ikke umiddelbart noget vi ser som et faresignal. Men selvfølgelig bliver spændende at se, hvad der sker de kommende måneder, siger Søren Tinggaard.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin fra 70-89,9 kg er hermed 10,20 kroner pr. kg og 6,20 kroner pr. kg for søer over 129,9 kg.