Rigsrevisionen har rejst en voldsom kritik af Fødevareministeriets indsats - eller snarere mangel på samme - mod svine-MRSA, der har inficeret en meget stor del af danske slagtesvin.

Det har samtidig udviklet sig til en sundhedsskandale, idet man skønner, at tusinder af danskere er smittet med den antibiotikaresistente bakterie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rigsrevisionen kritiserer på den baggrund blandt andet, at handlingsplanen mod svine-MRSA ikke redegør for de samfundsmæssige omkostninger omkring, hvad det koster at behandle danskerne for svine-MRSA. Det tal er senere kommet frem og alene sidste år skønnes det at have kostet omkring 43 millioner kroner.

Rigsrevisionens kritik har fået Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten til at stille miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er række spørgsmål om sagen:

Ansvarsfuldt

- Vi kan af Rigsrevisionens rapport rejser en lammende kritik af Fødevarestyrelsens håndtering af hele MRSA-problematikken. Jeg vil til bunds i sagen og vide, hvordan ministeren vil reagere på den rejste kritik og vil sikre, at problemet fremadrettet behandles ansvarsfuldt. Hun skal også forklare, hvordan hun vil stoppe smitten ud i samfundet, som vi ser i stigende grad ramme helt almindelige danskere, siger Maria Reumert Gjerding til Maskinbladet.

Hun vil have stoppet spredning fra avlstoppen og have renset ud i staldene:

- Jeg ved, at det er dyrt, men det er også dyrt for samfundet ikke at håndtere smitten. Rigsrevisionen har blandt andet kritiseret, at man slet ikke har set på de brede samfundsmæssige omkostninger i hele sundhedssystemet ved at lade denne epidemi løbe løbsk. Det er dyrt for svineproduktionen, men det er dyrere for samfundet ikke at gøre noget, siger Maria Reumert Gjerding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Saner staldene

Hun vil kræve, at der ikke er MRSA-inficerede svin i de avlsbesætninger, som svineproducenterne bruger, når de skal købe dyr til at opbygge deres svinebesætninger:

- Og så må vi sanere staldene fuldstændigt, så vi får udryddet bakterien på besætningsniveau. Vi kan ikke se igennem, at vi har en spredning af antibiotika-resistente bakterier, som rammer almindelige mennesker - også mennesker der aldrig har været i kontakt med en svineproduktion, slutter Enhedslistens ordfører.