En person mistede livet ved en alvorlig trafikulykke på Viborgvej ved Hagebro nord for Haderup. En svinetransport med 230 svin og en personbil var involveret i ulykken. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Ulykken fandt sted omkring kl. 13.30. Ifølge Dagbladet Holstebro kom de to køretøj kørende mod hinanden, pludselig begyndte personbilen at svinge ind mod svinetransportens vejbane, og svinetransporten undviger ved at køre i grøften. Svinetransporten vælter efterfølgende, mens personbilen også kører af vejen, og ender i et buskads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svinetransportens chauffør er ifølge Dagbladet Holstebro sluppet uskadt fra ulykken, mens den ældre mand, der kørte personbilen blev erklæret død på stedet.

Ved ulykken slap en del svin ud af lastbilen. Politiet oplyser til Dagbladet Holstebro at den forreste del af svinetransporten med 110 svin er blevet rejst op, og foreløbigt er 10 svin blevet aflivet som følge af de skader de har pådraget sig. Kl. 16.30 blev der fortsat arbejdet på at rejse resten af svinetransporten op.