Soens mælkeydelse efter den første uge i laktationen kan være begrænsende for pattegrisenes tilvækst. Med voksende kuldstørrelser er det vigtigt, at mælkeydelsen optimeres - det kan opnås med højere koncentration af råprotein og aminosyrer i foderet. Seges Videncenter for Svineproduktion justerer derfor normer for protein og aminosyrer.

Kuldtilvæksten og fravænningsvægten hos pattegrisene stiger som konsekvens af den højere mælkeydelse. Det viser en ny afprøvning fra Seges Videncenter for Svineproduktion.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er i alles interesse at få så stærke og levedygtige grise igennem de første uger af deres liv. Med de nye normer, som vi nu anbefaler, ser det ud til at være muligt med relativt enkle midler at give en bedre tilvækst og fravænningsvægt. Det vil vise sig direkte på bundlinjen hos svineproducenterne, siger direktør i Seges Videncenter for Svineproduktion, Claus Fertin.

De nye normer har i afprøvningerne givet 4,5 kg mere i kuldtilvækst. Det betyder, at hver gris vejer 350 g mere ved fravænning, samtidig med, at soen har 3,5 kg mindre vægttab.

Bedre foderudnyttelse

Resultaterne i afprøvningerne viser, at der er potentiale for en bedre foderudnyttelse.

- Da soen ellers vil hente næringsstofferne ved at tære på kroppens egne depoter, er der potentiale i, at soens behov for næringsstoffer i størst muligt omfang dækkes af foderet. Ved at reducere tæringen på kroppens depoter er det muligt at spare tilsvarende på foderet i den efterfølgende drægtighedsperiode til gavn for det overordnede foderforbrug, siger projektleder i Seges Videncenter for Svineproduktion Thomas Sønderby Bruun.

Den nye norm for protein og aminosyrer til diegivende søer fastlægges ud fra et helhedshensyn både i for-hold til produktivitet og økonomi. Det er forventningen, at man, selv om foderprisen stiger, kan spare 100 kr. pr. årsso ved at bruge diegivningsfoder med det nye normindhold fra faring til fravænning.