Hvis du sætter tænderne i en kotelet fra en frilands- eller øko-gris, er der større chance for, at grisen har haft eksempelvis knoglemarvsbetændelse, end hvis koteletten stammer fra en konventionel gris. Det viser tal fra en ny, stor dansk undersøgelse, der har kigget nærmere på dyrevelfærden hos henholdsvis frilands- og øko-svin samt hos de konventionelle svin.

Undersøgelsen er udarbejdet af Landbrug & Fødevarer og Seges, og man har undersøgt kødet fra 201.160 øko- og fritgående svin og kød fra 1.173.213 konventionelle svin, og tallene er indsamlet i løbet af et enkelt år fra 2012 til 2013. Det er blevet undersøgt, hvor ofte man finder svin, der har haft knoglebrud, sygdomme, bylder, været udsat for halebid og en stribe andre ting, som giver et billede af dyrevelfærden hos dyrene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Halebid og betændelse

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at der er en lang række af sygdomme og skavanker, som oftere forekommer hos de fritgående og de økologiske svin.

- De mest væsentlige ting, som vi fandt i undersøgelsen er, at der er halebidsproblemer hos frilands- og øko-grise, selvom de har adgang til halm. Derudover var det også bemærkelsesværdigt, at forekomsten af bylder og knoglemarvsbetændelse var så meget hyppigere hos frilands- og økologiske svin, siger Marie Erika Busch, der er dyrlæge og seniorprojektleder hos Seges.

Tallene viser blandt andet, at økologiske- og frilandsgrisene dobbelt så ofte havde lidt af knoglemarvsbetændelse som de konventionelle svin, der blev undersøgt.

Danske Svineproducenter skriver om undersøgelsen, at hvis en gris selv kunne vælge, ville den være konventionel. Den udlægning køber Marie Erika Busch dog ikke.

- Jeg synes, at det er en stramning. Vores undersøgelse viser, er der er nogle sundhedsproblemer hos frilands- og økologiske grise, men begge systemer har sine fordele, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når undersøgelsen viser, hvordan det står til med sygdomme og skavanker hos slagtesvinene, er det dog ikke sådan, at der følger en løsning med.

- Vi kan desværre ikke sige noget om årsagen. Vi kan blot se, at noget som infektiøse sygdomme er et større problem hos øko- og frilandsgrise, end vi troede. Om det er fordi, at de ikke bliver antibiotikabehandlet, eller om det reelt er fordi, der er mere sygdom, kan vi ikke sige, forklarer Marie Erika Busch.

Dyrevelfærd

Selvom undersøgelsen er lavet på slagtedyr, er der dog ikke noget sundhedsmæssigt at bekymre sig om for de danske forbrugere.

- Grisene er ikke syge på slagtetidspunktet, og det vi ser i undersøgelsen er afspejling af, hvad dyrene har fejlet gennem livet. Dyrevelfærdsmæssigt er der dog mange af disse ting, som har medført smerter, og eksempelvis grise der har haltet. Jeg synes, at debatten om dyrevelfærden hos de konventionelle producenter og øko-producenterne har været meget ensidet, og jeg håber, at undersøgelsen kan være med til at give en mere nuanceret debat, siger Marie Erika Busch.

Undersøgelsen påpeger også nogle områder, hvor de konventionelle grise er mere udsatte end de fritgående og økologiske dyr. Det drejer sig blandt andet om forekomsten af brok hos dyrene. Du kan se undersøgelsens resultater i tabellen herover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

ØL: Taget til efterretning

Hos Økologisk Landsforening er man ikke just begejstret for resultaterne i undersøgelsen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at det ser sådan ud. Selv om vi er økologer, er alt ikke lyserødt. Alle produktionsforme har udfordringer, og vi vil bruge rapporten konstruktivt fremadrettet, siger Randi Vinfeldt, der er formand for svineudvalget hos Økologisk Landsforening.

Halebid var på listen over ting, som oftere forekom hos økologiske- og fritgående svin.

- Vi ved, at halebid er noget, vi af og til ser i de økologiske besætninger. Det er noget, der popper op og forsvinder igen, og vi arbejder på at finde årsagen, siger Randi Vinfeldt.

Hos Økologisk Landsforening mener man dog ikke, at dyrevelfærden er ringere hos frilands- og økologiske svin end hos de konventionelle. Heller ikke selvom nogle af de skavanker, som svinene har, også har medført smerter, mens grisen var i live.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et dyr, der har smerter, er ikke god dyrevelfærd. Jeg mener ikke, dyrene skal have smerter. Ved flere af de bemærkninger, som er nævnt i rapporten, er det ikke muligt at se på dyret, at det har haft smerter, før det bliver slagtet. Hvis vi ser et dyr, der har smerter, behandler vi det selvfølgelig. Vi mener, at vi med økologi giver dyrene nogle muligheder og frihed, og vi vil bruge rapporten konstruktivt fremadrettet, så vi kan komme de problemer til livs, der måtte være, siger Randi Vinfeldt.