Ved at indføre løsdrift kan svineproducenten opnå en bedre økonomi og tilmed have maksimalt fokus på dyrevelfærd. Nye tilskudsordninger betyder nemlig, at øget dyrevelfærd kommer til at rime på rentabel forretning. Det forklarer svinekonsulenter fra rådgivningsvirksomheden LMO.

To fluer med et smæk

Der er ikke langt mellem mediehistorier om dyrevelfærd kædet sammen med forbrugernes ønsker om en god, sund kotelet. Nu kan nye tilskudsordninger være med til at slå to fluer med ét smæk.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Alle svineproducenter er selvfølgelig interesserede i at behandle deres dyr godt. Nu giver de nye tilskudsmuligheder til løse søer i farestier mulighed for at prioritere dyrevelfærden endnu mere samtidigt med, at der er god økonomi i omlægningen for landmanden, siger svinekonsulent Bjarke Lassesen LMO.

Mere rentabelt

Fra den 1. januar blev det lovpligtigt med løsdrift i løbe- og kontrolafdelingen, men det er fortsat meget normalt at fiksere søerne i farestien, hvor de føder og opholder sig, indtil pattegrisene er vænnet fra. Med nye tilskud er det nu blevet mere rentabelt end tidligere at give søerne mulighed for at gå løse - også i farestalden.

- Landmanden kan komme forbrugerne i møde ved at ændre hele soholdet til løsdrift - og tilmed tjene rigtigt gode penge på det. Hvor det tidligere var kvadratmeterprisen på nybyggeri, der kunne afholde landmanden fra at bygge til løsdrift, bliver forskellen i dag nærmest betalt af tilskuddet, mener svinekonsulent Anders Peter Andersen fra LMO og fortsætter:

- Vi er nødt til at forholde os til, at grise i dag får flere smågrise end tidligere. For at soen kan passe smågrisene, er vi altså nødt til at tilpasse pladsen, og her giver løsdrift de små pattegrise en langt bedre adgang til soens patter og dermed en bedre dieadfærd. Svineproducenten kan opnå op til 7.500 kroner i tilskud pr. faresti til løsdrift.

Tjener godt på løsdrift

PoldaNor er en stor, danskejet svinefarm i Polen, som er dimensioneret til 5.000 årssøer. De har som nogle af de første valgt at installere farrestier til løsdrift og har p.t. monteret 1.400 stk. i et helt nyt staldanlæg. De første faringer skete i september og indtil videre kører produktionen over al forventning med en rigtig pæn fravænningsvægt, fortæller driftschef Niels Poulsen fra Poldanor:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det, der har overrasket os mest, er den lave smågrisedødelighed, som vi er i stand til at holde. Vi har næsten ingen sodeksem, og smågrisediarre har været nemt at kontrollere, hvilket også har overrasket os. Søerne er rolige og passer grisene rigtig fint. Jeg tror, at soen i en farresti med højere plastpaneler som her udskiller mindre stresshormon omkring farring end en so i en traditionel farresti, og det er rigtigt positivt.

Niels Poulsen forklarer, at bevæggrunden til at vælge løsdrift blandt andet skal findes i troen på, at det giver en bedre fravænningsvægt og samtidig mere velvære til soen i diegivningsperioden.

- Vi mener, at vi har fremtidssikret vores stald, for vi tror på, at det er denne vej, branchen vil gå de kommende år. Vi vil være på forkant, få erfaringer og samtidigt give produktion i storskala et mere positivt image. I den sidste ende skal det naturligvis også betyde, at vi kan sælge vores produkter til en højere pris, siger Niels Poulsen fra Poldanor. Poldanor har ikke fået det danske tilskud, da bedriften ligger i Polen.

Fokus på løsdrift

LMO inviterer interesserede landmænd til en temadag tirsdag 5. maj, hvor både svineproducenter og rådgivere fortæller om fordelene ved løsdrift, og om hvordan bundlinjen nyder godt af de løse søer. Den praktiske vinkel er i højsædet, og forskellige stityper bliver via videoindslag gennemgået detaljeret af fire forskellige danske svineproducenter. Herudover deltager en repræsentant fra Poldanor i Polen, som vil fortælle om erfaringerne med løsdrift i farestalden.

- Vi vil med temadagen præsentere deltagerne for en lang række forskellige løsninger, og derudover er vores mål med dagen at give deltagerne en reel forståelse for, hvorfor og hvordan løsgående søer i farestalden er muligt at forene med en effektiv og økonomisk forsvarlig produktion, fortæller svinerådgiver Bjarke Lassesen fra LMO.