Hos svineproducenterne har man de seneste år grublet over, hvordan man kunne få flere unge til at uddanne sig inden for branchen - og særligt uddanne sig som ledere og på den måde sikre, at bedrifterne også i fremtiden havde nogle dygtige ejere. Men på Gråsten Landbrugsskole går man imod statistikkerne og har for tiden fem elever med svin som interesse på virksomhedslederuddannelsen.

- Det er heldigvis lykkedes os at få en stor del af eleverne med speciale i svin til at starte på lederuddannelserne. Jeg tror, at det skyldes, at vi har skabt et miljø med god sparring med andre studerende, hvorimod andre skoler måske kun har en eller to svineelever på holdet, siger Dorthe Kreiberg, underviser og studievejleder på Gråsten Landbrugsskole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De unges argumenter for, hvorfor en karriere i svinebranchen er attraktiv, er blandt andet, at der er udfordringer hver dag, og at der konstant er ting, som man kan justere på for at opnå bedre resultater.

- Svinebranchen er interessant for mig, fordi jeg godt kan lide tanken om, at være en af verdens dygtigste. Danske svineproducenter er de bedste i verden til at producere svinekød af en høj kvalitet og med en meget høj fødevaresikkerhed. Det er da fedt at være en del af den succes, siger Nicklas Jepsen, virksomhedslederstuderende.

Flere kompetencer

- I dag er der ikke mange landbrug, hvor det bare er ejeren selv, der tuller rundt og passer det. Der er ansatte og nogle steder over 20 ansatte, som skal ledes bedst muligt. Det kræver flere kompetencer end tidligere, og vi skal ikke kun kunne passe grise, men være dygtige ledere. Jeg synes, at det er fedt som leder at gå ind i fællesskabet og se, at der kommer resultater ud af det, siger en anden af de virksomhedslederstuderende, Sigrid Beth Rasmussen.

- At være en del af svineproduktionen som branche, betyder desuden at du er en del af et dynamisk team, som fungerer på landsplan. Ud over teamet har du samtidig en dynamisk hverdag, hvor der er konstant udvikling. Her har vi mulighed for at udvikle os selv i takt med erhvervet, og det giver os muligheden for et bredt netværk som udvikler os både fagligt og personligt, siger hun.

Supplerer undervisningen

Flere af eleverne supplerer undervisningen på aftenskole med "Ledelse i praksis".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kommer ud som ledere med en god blanding af praktisk og teoretisk viden. Gennem vores uddannelse har vi alle sammen været ude og passe grise, og ved hvordan tingene foregår på staldgulvet. Og i dag har vi så de ledelsesredskaber med i bagagen, så vi er klædt på til at lede en større svineproduktion. Samtidig kræves der langt mere indsigt i de økonomiske forhold i sådan en virksomhed, end det gjorde i vores forældres generation, lyder det fra både Nicklas Jepsen og Sigrid Beth Rasmussen.

- Den økonomiske indsigt vi har i erhvervet, og det at vi selv har oplevet finanskrisen har gjort, at vi har et langt sundere syn på økonomi end de ældre landmænd, som var en del af den seneste højkonjunktur. Et andet aspekt er miljø, hvor der er brug for mere fokus. Samlet set kræves der en lang række kompetencer for at blive en dygtig landmand i dag, så den gamle fortælling om, at hvis man ikke er god i skolen, så kan man altid blive landmand, den holder ikke. Slet ikke når man vil op på det niveau, vi er i dag og fastholde Danmarks position som verdens førende i produktion af svinekød, siger de.

claw