På søndag d. 26. maj kan man møde økologiske grise med krølle på halen hos seks økologiske svineproducenter rundt om i landet.

Arrangementet Sofari giver mulighed for at opleve det gode økologiske griseliv på første hånd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sofari giver mulighed for, at forældre og bedsteforældre kan tage deres børn og børnebørn med ud på en økologisk svinegård og komme helt tæt på de glade øko-grise, siger Randi Vinfeldt, der er økologisk svineproducent og koordinerer arrangementet.

- Det er fjerde gang, vi holder Sofari, og vi gør det, fordi vi gerne vil fortælle historien om den økologiske svineproduktion. Hos os får grisene lov at leve et naturligt liv med masser af frisk luft, god plads og økologisk grovfoder, siger Randi Vinfeldt.

På alle gårdene er man velkommen til at tage madkurven med og nyde frokosten i det grønne.

Sofari foregår fra klokken 11.00 til klokken 15.00, og det er gratis at deltage. Se mere om arrangementet på hjemmesiden www.sofari.dk.