Den danske salmonellatest egner sig tilsyneladende ikke til at udpege økologiske slagtesvin med forhøjet risiko for at udskille salmonella-bakterier på slagteriet, viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faktisk tyder resultaterne på, at metodens kategorisering af økologiske besætninger er misvisende, for den viser nemlig ikke et sandt billede af, om økologiske grise udskiller salmonella ved slagtning.

Det har alvorlige konsekvenser for de økologiske besætninger, som bliver udpeget som risikobesætninger ud fra de såkaldte serologiske tests. Ud over betaling af en bod mister den økologiske landmand også økologitillægget, som udgør over halvdelen af prisen på grisen, hvis besætningen havner i niveau 3.

Salmonellaovervågningen sker ved, at der udtages kødsaftsprøver af alle slagtesvinebesætninger, som leverer over 200 slagtesvin om året. På basis af antistofmængden i prøverne udregnes et slagtesvineindeks, som danner baggrund for placering af besætningen i niveau 1, 2 eller 3.

Virker modsat ved øko-grise

Metoden fungerer ud fra tesen om, at jo flere grise, der har et positivt immunsvar desto større er sandsynligheden for, at besætningens grise udskiller salmonella ved slagtning.

Den nye undersøgelse viser imidlertid, at der ved økologiske grise ikke ser ud til at være den sammenhæng mellem en positiv serologisk test og sandsynligheden for at udskille salmonella ved slagtning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er interessant, for det viser jo, at den serologiske overvågning, som vi er meget stolte af i Danmark, ikke syntes at være anvendelig for økologiske grise, fortæller sektionsleder Jan Tind Sørensen, Aarhus Universitet, som står bag undersøgelsen sammen med dyrlæge Marianne Bonde.

Har smidt bakterien

I Danmark bruger man systematisk serologiske test på kødsaft-målinger til at fastsætte besætningers risiko for at udskille salmonella på slagteriet. Det er derfor meget problematisk for økologiske besætninger, at overvågningsmetoden åbenbart ikke er god til at vurdere risikoen ved deres grise, for øko-tillægget forsvinder, hvis besætningen placeres i salmonellaniveau 3.

Forskerne formoder, at de økologiske grise er mere robuste over for salmonella og er bedre til at rense sig" for bakterien.

- Den økologiske gris bliver sikkert ikke mindre inficeret med salmonella end den konventionelle gris, men der er måske en større sandsynlighed for at den økologiske gris "smider" salmonellainfektionen inden slagtning, end der er, for at den konventionelle gris gør det. Den serologiske test vil alligevel vise et positivt immunsvar, da grisen har haft salmonella, selv om den ikke udskiller bakterien ved slagtning, forklarer Jan Tind Sørensen.