En liste over svinefarme, der er inficeret med den multiresistente stafylokokbakterier CC398 - også kaldet svinebakterien - bliver holdt fortrolig i Fødevarestyrelsen, påstod DR-programmet Bag Facaden mandag aften.

Det betyder ifølge Bag Facaden, at Sundhedstyrelsen og Arbejdstilsynet ikke har haft adgang til listen, selv om landbrugets egen brancheorganisation, Landbrug og Fødevarer, får oplysningerne automatisk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den påstand afviser fødevareminister Mette Gjerskov over for DR Nyheder.

- De kan godt få adgang til de informationer. De vil blive fremlagt i den aktionsgruppe, vi har nedsat, siger ministeren til DR.

Mette Gjerskov ved ikke, hvorfor myndighederne ikke tidligere har kunnet få fat i listen.

- Det skal jeg ikke kunne sige, måske har de ikke spurgt efter den, siger Gjerskov.

Bag Facadens oplysninger har vakt stor forargelse hos flere partier, og derfor er Mette Gjerskov og sundhedsminister Astrid Krag (SF) nu blevet kaldt i samråd om informationerne i forskningsprojektet.