Østjyllands Politi har sigtet Åbenhedstingets journalist Kjeld Hanen og ansvarshavdende direktør Niels Mulvad for uberettiget videregivelse af oplysninger om MRSA-inficerede virksomheder. Det skriver aabenhedstinget.dk.

Sagen drejer sig om artiklen Børn fik bylder og betændte sår, som Åbenhedstinget skrev den 21. oktober 2010, og hvor der optræder et bilag med en navnene på en række MRSA-inficerede svinebedrifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sigtelsen skyldes en anmodning fra den ledende embedslæge i Syddanmark Henrik L. Hansen. Sigtelsen kommer 14 dage før, sagen ville falde for toårsreglen.

Da artiklen første gang blev bragt, kontaktede ledende embedslæge Henrik L. Hansen Åbenhedstingets redaktør Nils Mulvad for at få ham til at undlade at bringe sundhedsoplysninger.

I sagen er dilemmaet på den ene side at beskytte fortrolighed om enkeltpersoners sygdomsforløb og på den anden side at give befolkningen relevant information om inficerede agrovirksomheder. På baggrund af henvendelsen foretog Åbenhedstinget dengang en yderligere anonymisering.

Både Kjeld Hansen og Nils Mulvad er tidligere afhørt – begge kort efter sagen blev rejst i november i 2010. Siden har sagen ligget stille, men er nu endt med en sigtelse.