Myndighederne har netop offentliggjort DanMap-rapporten, der er den årlige rapport over alt forbrug af antibiotika og resistens i Danmark. I forhold til det veterinære forbrug står svin for langt den største del. 

I 2011 skete et markant fald i brug af antibiotika i svineproduktionen på 30 procent per produceret svin sammenlignet med 2010. Årsagen til faldet er sandsynligvis Fødevarestyrelsens indførelse af ”Gult kort”-ordningen den 1. december 2010. Faldet i forbruget begyndte allerede fra juli 2010, hvor ordningen blev annonceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra 2002-2009 steg forbruget 47 procent per produceret svin, den stigende kurve er nu knækket. Med det markante fald i antibiotikaforbruget i 2011 er forbruget af antibiotika per produceret svin tilbage på samme niveau som i 2001-2002.

- Det vil jeg gerne rose de danske svineproducenter og dyrlæger for. Det er netop dem, som har sikret det flotte resultat, udtaler Nicolaj Nørgaard, direktør i Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer.

Bakker op om gult kort

Svinebranchen har hele tiden bakket op om myndighedernes Gult kort-ordning, ligesom branchen selv har indført et frivilligt stop for brugen af cephalosporiner, der er kritisk vigtig ved behandling af mennesker. Brugen af denne type antibiotika er nu næsten gået i nul.

- Det er et utrolig flot resultat, svineproducenterne har opnået med det frivillige stop for brugen af cephalosporiner. Nu er det min forventning at se en effekt i forhold til resistensen over for denne type antibiotika. Samtidig håber jeg, at dyrlæger og myndigheder vil bringe vores erfaringer og gode resultater videre til andre områder, siger Nicolaj Nørgaard.

Nicolaj Nørgaard tilføjer, at vejen videre frem fortsat er mere faglig viden på området om for eksempel forebyggede tiltag. Branchen vil gerne tage nye forskningsresultater fra myndighederne med ind i arbejdet, så Danmark fortsat kan være et forgangsland

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere "ikke-landbrugsmedier" har også fået øje på den positive historie om landbruget, som bringes hos blandt andre DR, TV2, Jyllands-Posten, avisen.dk og Ingeniørens hjemmeside, ing.dk.