Et projekt, som ledes af DTU Veterinærinstituttet i samarbejde med Videncenter for Svineproduktion under Landbrug og Fødevarer samt virksomheden Kibif Holding, kan nedskære landbrugets antibiotikaforbrug kraftigt ved at udnytte antistoffer fra slagtesvin til at beskytte smågrise mod diarré.

Artiklen fortsætter efter annoncen

GUDP - Grønt Udviklings og Demonstrations Program under NaturErhvervstyrelsen - har i seneste runde uddelt 75 millioner kroner til 16 projekter, heraf 8,5 millioner kroner til udvikling af en løsning, hvor smågrisene fodres med naturlige antistoffer ? immunglobulin, som beskytter tarmen mod de mikroorganismer, der giver diarré, og immunglobulin gør samtidig grisen immun over for dem.

På den måde hjælper det grisen gennem den vanskelige periode omkring fravænningen, hvor den er udsat for mange smittekilder, som den endnu ikke selv har udviklet de naturlige antistoffer imod.

Oprensning fra restprodukt

Immunglobulinet kan oprenses fra de store mængder svineplasma, som i dag er et restprodukt på slagterierne. Forskerne har udviklet en effektiv metode til oprensning af immunglobulin direkte fra plasma, så det kan produceres til en pris, der er økonomisk bæredygtig for svineproducenten.

I 2010 blev der ifølge GUDP brugt mere end 38 ton antibiotika til danske fravænningsgrise ? svarende til 30 procent af det samlede antibiotikaforbrug i landbruget.

- Cirka 70 procent af al antibiotika, der bruges til fravænningsgrise i dag, går til at behandle og forebygge fravænningsdiarré, og det forbrug vil denne metode kunne reducere kraftigt, siger Peter M. H. Heegaard, der er professor ved DTU Veterinærinstituttet og leder af forskningsprojektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser et stort potentiale i projektet.

Også eksportpotentiale

Hvert år fravænnes cirka 25 millioner grise i Danmark, og i de fleste besætninger bruger man zink eller antibiotika for at forebygge diarré. Og det er ikke kun i Danmark, et alternativ til antibiotika og zink kan få stor værdi. Peter M. Heegaard ser også et stort eksportpotentiale.

- I EU fravænnes der 200 millioner svin om året og i Kina over en milliard. Derfor er der også stor interesse fra andre lande for at bruge billigere og mere naturlige behandlingsmetoder, end vi har i dag, siger Peter M. H. Heegaard.

Ved DTU Veterinærinstituttet arbejdes der også med immunglobulin til kyllinger.

Nye farehytter

Et andet projekt, som GUDP har støttet i seneste runde er en afprøvning af to nye typer af farehytter. En høj hytte til én so og en storhytte til fire søer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Begge modeller vil gøre det muligt at gå inde hos søerne, hvor man hidtil har skullet kravle ind. Det vil sikre et bedre arbejdsmiljø. Samtidig vil vi indrette hytterne med den nyeste teknik og viden og for eksempel give smågrisene varme, så de svageste af dem lettere kan overleve, fortæller Simme Eriksen fra Udviklingscenter for husdyr på friland.