Avl for foderudnyttelse slår igennem til de danske besætninger. Nyt forsøg viser, at avlen årligt giver svineproducenten 3,10 kroner mere pr. slagtesvin. Samtidig reduceres påvirkningen af miljø og klima. Det skriver vsp.dk.

- Foderforbruget har altid været en vigtig egenskab i dansk svineavl. Målet er at forbedre foderudnyttelse ved at reducere den mængde foder, som et slagtesvin i gennemsnit æder. Dermed bidrager avlsfremgangen til, at der hele tiden sker en forbedring af økonomien og en reduktion af miljøpåvirkningerne, siger Lindhart B. Nielsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De bedste avlsdyr afprøves på forsøgsstation Bøgildgård. Det er det eneste sted i Danmark, hvor foderoptagelsen på de enkelte dyr kan måles. Det nye forsøg viser, at selvom dyr går i flok og påvirker hinanden, så ændrer det ikke ved deres udnyttelse af foderet.

Dyr med gener for høj foderudnyttelse viser sig også at have en høj foderudnyttelse ved flokmålinger i en besætning. 

- For branchen er det vigtigt hele tiden at sikre, at den avlsfremgang, der opnås i avlsbesætningerne, også er til gavn for svineprocenterne og produktionen af slagtesvin. På baggrund af den nye viden, har vi nu fået vished om gennemslagskraften af avlsarbejdet for bedre foderudnyttelse. Derfor vil vi fra branchens side også fremover fokusere på dette område, siger Lindhart B. Nielsen til vsp.dk.