I Danmark dør næsten hver fjerde levendefødte pattegris ganske kort tid efter dens fødsel. Mange af disse små liv kan reddes ved at anvende forskningsresultater fra Aarhus Universitet i den praktiske fodring af drægtige og diegivende søer.

Ifølge Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet under AU har Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram bevllget 4,5 millioner kroner til et nyt foderprojekt, som skal ledes af DLG.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet går ud på at optimere fodringen af søer i overgangen fra den sidste del af deres drægtighed til den tidlige del af deres laktation. Formålet er at sænke pattegrisedødeligheden, minimere overskuddet af næringsstoffer og nedsætte påvirkningen af klimaet.

Uheldige konsekvenser

Normalt tager fodring af søer udgangspunkt i, hvad der er praktisk muligt for foderstofbranchen og for landmanden.

- Fodringen tager derimod ikke udgangspunkt i, hvad der er optimalt for soen. Det har uheldige konsekvenser – særligt i overgangsperioden fra drægtighed til laktation, siger seniorforsker Peter Kappel Theil, Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

Hvis soen skal tilgodese sine pattegrise bedst muligt, er det nødvendigt, at soens fodring ændres markant sidst i drægtigheden og i den tidlige laktation.

- Når soen udsættes for et foderskift, påvirker det den bakterielle omsætning. Samtidig indeholder diegivningsfoder mindre fiber end drægtighedsfoder. Begge disse faktorer er med til at påvirke produktionen af råmælk i negativ retning. Det lavere fiberindhold i foderet kan også let føre til forstoppelse, hvilket kan føre til fødselsbesvær, siger Peter Kappel Theil.