Svinepest skal altid tages alvorligt, men Danmark er ikke i fare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan kan man opsummere de danske myndigheders holdning til udbruddet af den såkaldte klassiske svinepest, der er blevet opdaget på en litauisk gård den 31. maj.

Så snart nyheden om svinepest i Litauen nåede Danmark, gik Fødevarestyrelsen i gang med at lave en risikovurdering, hvor der blev kigget på, om der er dyr fra Litauen, der for nylig er kommet til Danmark.

- Og det er der faktisk ikke, så vores vurdering er, at der ikke er risiko for, at smitten kommer til Danmark, siger kontorchef Birgit Hendriksen fra Center for Dyresundhed, Dyrevelfærd og Omsætning, der hører under Fødevarestyrelsen.

Farlige vildsvin

Birgit Hendriksen fortæller, at man til gengæld har haft to danske vogne i Litauen, men de skulle begge blot køre gennem landet, da de var på vej videre til henholdsvis Polen og Rusland.

Derfor fik de også lov til at køre gennem og ud af Litauen, hvor man ellers har indført en såkaldt "stand still" af al svineeksport og svinehandel på grund af svinepesten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De litauiske myndigheder har endnu ikke oplyst noget om, hvordan svinene er blevet smittet med svinepesten, og denne oplysning er ellers meget vigtig i forhold til at vurdere smittens mulige omfang, forklarer Birgit Hendriksen:

- Det kan være så banalt som en chauffør fra et andet land, der var gået ind i stalden med beskidte støvler. Men det er straks værre, hvis smitten er kommet fra vildsvin, der kan sprede den over et større område.