På et spørgsmål fra Christian H. Hansen fra partiet Fokus om, hvor mange  mennesker, der er ansat i landbruget, som er smittet med LA-MRSA, svarer sundhedsminister Bertel Haarder:

- Jeg kan oplyse, at der i 2010 var 1050 nye registrerede tilfælde af MRSA-smittede mennesker i Danmark, som både inkluderer smitte med menneske-MRSA og med svine-MRSA. 105 af disse er nye tilfælde af CC 398 MRSA (svine-MRSA).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er altså det sidste tal - 105 smittede med svine-MRSA, der er relevant for landbruget. (Se grafen ovenfor).

Tal med forbehold

Ministeren tilføjer, at tallene skal tages med forbehold, da den afspejler antal positive blandt de undersøgte og kan derfor ikke tages som udtryk for det totale antal smittede og heller ikke udviklingen, idet undersøgelsesmetoden varierer.

- For eksempel har der i årene 2008 og 2010 været særlige projekter, hvor personer med tilknytning til svinebesætninger er blevet undersøgt. I 2008 blev en række deltagere i en svinekongres undersøgt, og i 2010 blev personer, der arbejdede i 4 besætninger samt 150 dyrlæger undersøgt. Disse særlige undersøgelser medførte, at der i hvert af årene 2008 og 2010 er fundet 20 personer, der formentlig ellers ikke ville være blevet fundet og dermed anmeldt, forklarer Bertel Haarder.

Desuden har der kun i halvdelen af perioden været et lovpligtigt meldesystem, hvor alle nye tilfælde af påvist smitte med menneske- og svine-MRSA hos mennesker skal indrapporteres. Dette blev indført i 2006. 

- Det skal ligeledes nævnes, at ikke alle af de smittede med svine-MRSA er smittet direkte ved at arbejde med svin, men kan være kontakter til en, der arbejder med svin, hvilket typisk er et familiemedlem. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dog tale om en stigning

På trods af ovenstående er det Sundhedsstyrelsens aktuelle vurdering, at der er tale om en reel stigning i forekomsten af svine-MRSA i 2010. 

- Jeg kan i den forbindelse oplyse, at den tværsektorielle koordinationsgruppe under Sundhedsstyrelsens ledelse – i lyset af den iagttagne stigning – på næstkommende møde vil drøfte muligheden for at forbedre datagrundlaget for forekomsten af svine-MRSA blandt ansatte i landbruget, skriver Bertel Haarder i sit svar.