Danske Svineproducenter vil have sorteret reelle overtrædelser fra småfejl. Både af hensyn til den enkelte svineproducents økonomi og af hensyn til erhvervets omdømme. Det siger formand Henrik Mortensen til dagbladet Børsen.

Det er ifølge avisen baggrunden for, at advokat Uffe Baller nu fører en lang række sager om myndighedskontroller, hvor landmænd har fået bøder og er trukket i hektarstøtten for bagateller eller på grund af forseelser, de ikke har begået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uffe Baller oplyser til Børsen, at han har cirka 100 sager med landmænd, der klager over myndighedernes kontroller og er villige til at gå rettens vej.

Han oplyser også, at hans kontor har rigtig mange sager, men at der endnu kun er kommet få afgørelser. Han undrer sig også over, at kontrollørerne i mange tilfælde ikke nøjes med en påtale og en aftale med svineproducenten om at bringe tingene i orden.

- Det er også frustrerende, at klagesagerne hober sig op, fordi systemet er så sløvt, siger han.

Mælkeproducenter bøjer nakken

Hos Landsforeningen danske Mælkeproducenter siger sekretariatschef Christen Sievertsen til Børsen, at der ikke er mange mælkeproducenter, som fører sager mod myndighederne.

Han vurderer, at det skyldes, at det kan være dyrt at få ret i retssystemet, hvor sagsomkostningerne meget let kan overstige størrelsen af uberettigede bøder foruden, at en sag koster meget tid.