Dioxin-skandalen i Tyskland begynder nu for alvor at påvirke danske landmænd. Fund af forgiftet foder har medført lukning af flere tusinde tyske landbrugsbedrifter, og samtidig har en række store markeder forbudt import af tysk svinekød. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dette har medført en forværring af den økonomiske krise i tysk landbrug, og konsekvenserne forplanter sig nu til Danmark. Danske landmænd eksporterer årligt omkring 8 millioner levende grise, og langt de fleste sendes til Tyskland. Siden fundet af dioxin i de tyske foderblandinger er denne eksport imidlertid bremset voldsomt op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På denne årstid eksporterer vi sædvanligvis op mod 35.000 smågrise om ugen til Tyskland. Lige nu er niveauet imidlertid faldet til omkring 21.000 grise om ugen, siger Peter Skov Madsen, direktør for SPF-Selskabet, der er verdens største transportør af levende grise og står for 20 procent af den danske smågriseeksport, til Jyllands-Posten.

Peter Skov Madsen betegner det aktuelle marked i Tyskland som "nærmest depressivt".

Sætter markedsafregningen ned

SPF-Selskabet sænker fra næste uge markedsafregningen for smågrise med 30 kroner, hvilket dog ikke nødvendigvis får køberne til at myldre frem.

- Det er rigtigt, at der rundt omkring står tomme stalde. Men det er typisk på bedrifter, der har været under økonomisk pres, og det er ikke givet, at de kan få finansieret indkøb af smågrise, påpeger Peter Skov Madsen.

I Danmark ventes landmændene at få et underskud på i gennemsnit 140 kroner, hver gang de sender en gris til slagteriet i 2011. Svineproducenterne betaler dermed en stor del af regningen for den fest, som det seneste halve år har udspillet sig på råvarebørserne. Her er prisen på korn og andre landbrugsråvarer steget voldsomt. Disse prisstigninger rammer svineproducenterne i form af højere foderpriser.