Vacciner er lægemidler, som kræver omhyggelig og korrekt håndtering, opbevaring og anvendelse, skriver svinefagdyrlægerne P. H. Rathkjen og John Haugegaard, Boehringer Ingelheim Vetmedia i den nye udgave af Hyologisk.

Vacciner der gives samtidigt

Når man skal vaccinere med to vacciner, der kan gives samtidigt, kan man bruge en dobbeltsprøjte, hvor to forskellige flasker monteres på samme sprøjte. De to forskellige vacciner kan enten blandes på vejen ud i kanylen eller blive givet med hver deres kanyle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forbindelse med et besætningsbesøg registrerede vi, at doseringen med en dobbeltsprøjte var uens. Det viste sig ved, at der kun var givet halvdelen af indholdet af den ene flaske, mens den anden var helt tom. Årsagen var, at små fragmenter af gummiproppen forhindrede stemplet i at arbejde ordentligt. I dette tilfælde kan man altså ikke forvente en ordentlig effekt af den vaccine, der kun er doseret i halv mængde.

Vacciner der kan blandes

Når man skal tildele vacciner, som kan blandes inden indgift, har vi set flere eksempler på, at man genanvender gamle flasker, som man i sagens natur ikke kan rengøre ordentligt, når proppen ikke tages af.

Herved risikerer man, at der er rester med bakterievækst i bunden af flasken, som i værste fald kan betyde, at man injicerer sygdomsfremkaldende bakterier (ofte jordbakterier af clostridie-arter) ind i dyret. Dødsfald indtræder ofte indenfor et halvt til et døgn efter injektion.

Noget helt andet er, at man ikke ved, hvilken reaktion der sker mellem de stoffer, der er tilbage i den flaske, man blander i, og den vaccine, man kommer i flasken. Rester af olie, antibiotika eller jern kan reagere uhensigtsmæssigt med det bærestof (adjuvans), som er afgørende for effekten af de fleste vacciner.

Blanding af vacciner er praktisk, når større mængder af dyr skal vaccineres. Kan man blande to eller flere vacciner, kan man spare arbejdstid og stress for grisene. For at kunne blande vacciner er det afgørende, at blandingen er gennemtestet for så vidt angår overlevelse af antigenerne (de smitstoffer, man vil vaccinere imod), effekten af adjuvansen (bærestofferne) og endelig, at der er påvist en klinisk effekt af den pågældende blanding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere i den nye udgave af Hyologisk, der udkommer fredag den 3. december 2010. Bestil abonnement på 76207970 eller www.agrar.dk.