Medierne slår stort op, at græsprotein skal redde dansk landbrug og hjælpe danske svineproducenter med at blive bæredygtige og de stakkels svin fra den onde soja.

Ingen tvivl om, at der er noget i det der græsprotein, og at vi er innovative i Danmark. Men hvis det ikke har økonomisk gang på jord, ja så kommer sådanne overskrifter bare til endnu en gang at overbevise forbrugerne om, at danske landmænd ikke vil bæredygtighed. For hvorfor gør de det ikke bare, når løsningerne er her?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi ved, at det jo er fordi, at de hæderkronede løsninger hverken er færdigt udviklede eller økonomisk rentable. Men ved de det i Folketinget?

Folketinget har også fået nys om mirakel-midlet. Enhedslistens Søren Egge Rasmussen har, i et spørgsmål (nr. 1265) til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, blandet mavesår ind i fortællingen om græsprotein:

"Vil ministeren redegøre for, hvordan det i offentligt støttet forskning og udvikling af foder, hvor danskproduceret græsprotein erstatter sojaskrå, sikres, at dyrenes velfærd er tilgodeset, herunder at der ikke som med den nuværende fodringsmetode er stor risiko for, at grisene udvikler mavesår?"

I spørgsmålet insinuerer han, at danske svin har mavesår, og at det er sojaskrå der giver mavesår hos svin. Jeg har i en mail spurgt den gode Søren, om han har dokumentation for at sojaskrå udvikler mavesår, han har ikke svaret endnu.

Alle i branchen ved, at det er partikelstørrelse og formalingsgrad, der påvirker mavesår og ikke proteinkilden. Mit indtryk er, at problemet med mavesår har stor fokus og er noget mindre, end det var først i 10'erne, hvor de seneste undersøgelser er lavet. Men hvem fortæller ministeren det? Det håber jeg sandelig vores brancheorganisationer gør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske svineproducenter er i konstant angreb fra bedrevidende folketingspolitikere og meningsdanner, der lever i lukkede økologiske samfund, som ikke har øje for den samfundsøkonomiske gevinst, konventionel dansk svineproduktion udgør. Man har mest lyst til at ryste på hovedet ad dem, men når deres fordrejende spørgsmål når helt ind i maskinrummet på folkestyret - så er det dybt alvorligt.