Danske griseproducenter er internationalt anerkendt som verdens dygtigste og samtidig helt i front på bæredygtighed og klima, skriver Landbrug & Fødevarer Svineproduktion i en pressemeddelelse.

Nu tager svineproducenterne endnu et stort skridt mod ansvarlig, afskovningsfri produktion af soja. Det gør landmændene som en del af den aftale, det samlede landbrug har indgået. Da en væsentlig del af den importerede foder-soja netop bruges i griseproduktionen, har det været et meget vigtigt skridt for branchen at tage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det siger formanden for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen.

- Vi er i verdenseliten, men vi vil fortsætte vores udvikling og være endnu bedre. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu sætter ambitiøse mål for den soja, som vi fodrer vores grise med, siger Erik Larsen.

Ansvar for at udvikle markedet

Direktør for SEGES Svineproduktion, Christian Fink Hansen, siger, at beslutningen kan give griseproducenterne ekstra omkostninger, fordi markedet for certificeret eller verificeret ansvarlig, afskovningsfri soja stadig er under udvikling. Det er også derfor, det ikke er muligt at nå i mål fra dag ét.

- Men vi vil ikke sidde og vente på, at markedet er helt omstillet og færdigudviklet. Vi tager stilling nu og sætter mål frem mod 2025. Dermed demonstrerer danske griseproducenter endnu en gang stor ansvarlighed på frivillig basis. Det viser også, at de ønsker at fastholde og udbygge positionen som verdens mest bæredygtige, siger Christian Fink Hansen.

Soja er en fantastisk protein-kilde, hvor man får meget næring i forhold til andre tænkelige ingredienser. Det er også derfor, at soja bruges i mange plantebaserede fødevarer og som ingrediens i foderblandinger. Dansk landbrug er dog alligevel i gang med at udvikle nye kilder til protein, som kan dyrkes i Danmark og erstatte op mod en tredjedel af sojaen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hestebønner - fremtidens klimavenlige svinefoder?

Se også:

Hestebønner - fremtidens klimavenlige svinefoder?

- Soja er dog så ernæringsmæssig god, at sojaen, så længe vi kan se frem, kommer til at være en del af de fleste foderblandinger til grise. Derfor stiller vi i stedet krav til, hvordan sojaen er produceret, siger Christian Fink Hansen.

Konkret ventes kravet om ansvarligt produceret soja at blive del af den danske branchestandard DANISH. Dermed kan landmanden regne med, at det foder, han eller hun køber fra DANISH-godkendte foderfirmaer, lever op til brancheaftalen.

I perioden frem til 2025 er der sat konkrete delmål. De betyder, at minimumsandelen af certificeret eller verificeret ansvarlig soja optrappes (2021: 20 %, 2022: 40 %, 2023: 60 %, 2024 80 %, 2025: 100 %).