For et år siden skrev vi om Johannes Kaasgaard på Skovlygaard ved Skjern i Hyo. Han var ved at lægge sidste hånd på byggeriet af en billig slagtesvinestald med sandwichelementer og gennemsigtige vægventiler, der også skal fungere som vinduer. Med en råpris per stiplads på 2.500 kroner, mente man at kan det blive fremtiden for dansk slagtesvineproduktion. Men hvordan er det første år gået på Skovlygaard?

Seges Svineproduktion har besøgt svineproducenten med én af de første konceptstalde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Billig stald giver en robust fulline-bedrift

I oktober 2019 blev det første hold slagtesvin sat ind på Johannes Kaasgaards konceptstald til 7000 slagtesvin. Det har givet ham mulighed for en fulline-produktion, hvilket giver en mere robust bedrift. Det passer til svineproducentens værdier om at følge grisene fra fødsel til slagtning.

Næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Søren Søndergaard, har besøgt Johannes Kaasgaard for at høre hvilke overvejelser, han havde gjort sig i forhold til at etablere en full-line produktion. En beslutning, som Søren Søndergaard sagtens kan forstå, skriver Seges Svineproduktion.

- Den synergi der er i at have grisen med fra den dag, den er født, til den skal på slagteriet gør, at man ikke er bange for at investere i den. Både i forhold til god genetik, foder, vaccinationer og så videre. For man får selv udbyttet af den i sidste ende, når man skal arbejde med slagtesvinene, siger Søren Søndergaard.

Fordelene ved en full-line produktion gør, at man har en mere robust værdikæde, mener Johannes Kaasgaard.

Har sparet 400-500 kroner pr stiplads

Byggeriet af slagtesvinestalden er blevet til i samarbejde med moderniseringsstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konceptet var, at stalden skulle etableres så billigt som overhovedet muligt. Besparelsen i forhold til et traditionelt staldbyggeri ligger et sted mellem 400 og 500 kroner pr. stiplads. De nuværende svinepriser har skabt en anderledes økonomisk situation for svineproducenterne. Men selvom han i dag ville have mulighed for at bygge et dyrere staldbyggeri, så ville Johannes Kaasgaard ikke bygge anderledes.

- Man skal huske på, at de ekstra 4-500 kroner en stald koster - det er dem, du afdrager til sidst. Og dermed penge, der skal finansieres gennem hele processen. Derfor kommer vi bare ikke udenom at byggeprisen er vigtig, siger Johannes Kaasgaard til Seges Svineproduktion.

Pengene bliver tjent hjem før stalden forfalder

Søren Søndergaard mener ikke, at han kan ikke se, at det er en billig stald.

- Der er godt lys, nogle fine drivgange og inventar som fungerer. Den er godt indrettet og funktionel. Det er rigtigt godt tænkt, siger Søren Søndergaard.

Johannes Kaasgaard er glad for sin nye slagtesvinestald. Og selvom den ikke skulle holde lige så lang tid som en traditionel stald, så er det ikke noget, der bekymrer svineproducenten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal nok vise sig nogle steder om 20 år, hvor den har sine svagheder. Men hvis vi bare har tjent den hjem inden, så er det ikke noget problem. Om 20 år er det nok heller ikke mig, der har udfordringen, udtaler Johannes Kaasgaard til Svineproduktion.dk.

I næste nummer af Hyo har vi tema om stald og inventar.

Her kan du blandt meget andet læse om Kjær Knudsens nye svineproduktion i Jylland, om cirkulært byggeri og om hvordan man selv kan skifte fra tør- til vådfoder i farestalden mens produktionen kører.