Hvorfor er danske svineproducenter ikke med på polyfenol-vognen, når vi har en danskproduceret råvare? Det har Hyo spurgt firmaet R2Agro og seniorforsker på Foulum Søren Krogh Jensen om.

Danske R2 Agro har succes med at sælge deres dansk-producerede polyfenoler internationalt. Herhjemme har produktet ikke fået den samme udbredelse. Head of Sales, Jesper Møller Nielsen, fra R2 Agro er ærgerlig over den danske tilbageholdenhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ikke fordi, at vi ikke har arbejdet på at få Cabanin CSD udbredt i Danmark, men hvor det i udlandet har været let, har det i Danmark nærmest vist sig at være umuligt. Selv om priserne på E-vitamin igen er på himmelflugt på grund af COVID-19 pandemien, er det svært at sælge vores naturlige polyfenoler til danske svineproducenter, siger Jesper Møller Nielsen.

Virker som naturlig vækstfremmer

Jesper Møller Nielsen mener, at firmaet har gjort det helt rigtigt.

- Vi har påvist effekten via adskillige uafhængige universitetsforsøg og har mange tilfredse kunder internationalt. Selv om vi i Danmark kendt for at være gode til at udvikle os, har det været stort set umuligt at få produktet solgt i Danmark, hvor det er produceret. Set fra et leveringsmæssigt synspunkt, er det dog ikke en katastrofe for firmaet, hvis produktion har haft svært ved at følge med den internationale efterspørgsel, udtaler Jesper Møller Nielsen.

Et forsøg udført hos "Freie Universität Berlin" bekræfter, at Cabanin med fordel kan erstatte 50 procent af E-vitamin over 15 milligram pr. kg (NRC minimumsnorm) hos smågrise og yderligere forøge produktionsresultaterne, når produktet bliver brugt med 1.000 milligram pr. kg som vækstfremmer. Forsøget fra 2017 viste signifikante resultater på både tilvækst og foderforbrug hos de 84 forsøgsgrise fra seks til 27 kg.

Aktiverer kroppens eget forsvar

Polyfenoler er bioaktive stoffer fra planter, der aktiverer kroppens forsvar mod oxidativ stress. Polyfenoler virker derfor som antioxidanter i kroppen. Professor og institutleder Lars Porskjær Christensen ved Syddansk Universitet beskriver på Videnskab.dk, at polyfenoler er naturlige giftstoffer i planterne, der blandt andet virker som indirekte antioxidanter. Giftvirkningen øger produktionen af kroppens egne afgiftningsenzymer og antioxidantenzymer. De virker derfor sundhedsfremmende ved at stimulere kroppens eget antioxidative forsvar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oxidativ-stress opstår, når grisen omsætter foder til energi, og når grisen udsættes for stress og sygdom. E-vitamin virker blandt andet som en antioxidant. Derfor kan polyfenoler erstatte den funktion, og derfor mener R2Agro at E-vitamin-indholdet over minimumsnormen i foderet erstattes at Cabanin. Da E-vitamin har mange andre funktioner, kan E-vitamin ikke undværes 100 procent.

Polyfenoler er ikke E-vitamin

Søren Krogh Jensen er seniorforsker på Foulum og har forsket i E-vitamin i mange år, og han kender derfor til polyfenolernes virkning.

- Polyfenoler virker som antioxidant og har en antibakteriel funktion. Det kan være positivt i foder og i grisens mavetarmkanal. Men polyfenoler har ingen fysiologisk effekt i grisen på samme måde som vitamin E har. Derfor er det vigtigt, at grisene får minimumsnormen af E-vitamin. Antioxidantfunktionen i mavetarmkanalen kan måske bevirke, at man kan tilsætte polyphenoler fremfor at tilsætte E-vitamin udover norm, udtaler Søren Krogh Jensen.

Han påpeger, at polyfenolernes kombination af anti-bakterostatisk virkning og antioxidant-virkning i tarmen er meget interessant.

Det er vigtigt, at grisene får minimumsnormen af E-vitamin

Søren Krogh Jensen, seniorforsker på Foulum

E-vitaminets funktion i grisen er ikke kun antioxidant. Inde i grisen er E-vitamin vigtig for opbygning af immunforsvaret og har stor indflydelse på en sund reproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Naturlige antioxidanter hitter i Rumænien

Hos Premium Porc gruppen har produktions direktør Jacob Bruun erfaret, at polyfenolerne kan være med til at optimere både økonomi og produktion. Premium Porc driver svineproduktion i Rumænien med cirka 17.000 søer, og de har brugt Cabanin igennem flere år.

- Under "E-vitamin-krisen" lærte vi at bruge Cabanin som kornbooster hos frisk korn i stedet for E-vitamin. Nu har vi næsten helt udfaset E-vitamin i svineproduktionen til fordel for Cabanin, fortæller Jacob Bruun. Premium Porc har erfaring med, at et højere antioxidant-niveau giver bedre trivsel, og derfor bruger de en lidt højere dosering til klimagrisene med rigtig god effekt. Ved at strække forbruget af E-vitamin længere optimeres foderomkostningerne, og tilsætningen af polyfenoler til foderet hjælper mod oxidativ-stress hos grisene, fortæller Jacob Bruun. Jesper Møller Nielsen vurderer, at besparelsen på nuværende tidspunkt er omkring 30 procent i forhold til E-vitamin.

Hjælpe mod varmestress

Vi nærmer os den varme årstid, hvor varmestress kan påvirke produktionsresultaterne i stalden. Søernes foderoptag og produktivitet kan blive reduceret på grund af høje temperaturer. Da grise ikke kan svede, og de færreste har mulighed for at sølebade, er det vigtigt at sikre søernes velfærd på andre måder. Polyfenoler virker mod antioxidativ-stress, men hjælper det også mod varmestress?

I sommerperioden kan temperaturen i Rumænien sagtens nå over 40 grader. Det påvirker grisene og øger behovet for blandt andet antioxidanter. Premium Porc bruger også NoxiFerm i sofoderet for at sikre ædelyst i den varme periode.

- Med vores NoxiFerm sikrer vi grisenes foderoptag og produktion når temperaturen når over 25 grader C. Produktet indeholder ud over naturlige antioxidanter også natriumgluconat, som grisens tarmsystem nyder godt af. Stoffet omdannes til kortkædede syrer der fungerer som lettilgængelig energikilde i tarmen, når grisen er under stress, siger Jesper Møller Nielsen.

Se også: