Skal overskuddet spenderes eller pensioneres? VKST kommer her med deres råd.

Mange svineproducenter har fået betalt den dyre bankgæld ud, så nu går overvejelserne på, hvor overskudslikviditeten skal kanaliseres hen.

Der er mange muligheder, når der er overskud. Skal der investeres, afdrages på gælden eller skal pensionsopsparingen optimeres? Bankerne fokuserer på nulpunktet, men det mener driftsøkonomer ikke nødvendigvis er rette fokus for den enkelte svineproducent. Det er fremstillingsprisen, der bestemmer om driften er effektiv nok til at overleve mere normale noteringer.

Tænk operationelt

Driftsøkonom hos VKST Finn Skotte hjælper landmænd med at holde fokus på økonomien, blandt andet ved hjælp af benchmarking. Han mener ikke at nulpunktet giver det rette grundlag for at vælge, hvad der skal prioriteres, når det gælder bedriftens økonomi.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Nulpunktet er ikke operationelt nok. Det afhænger af hvor godt man er gift, det siger ikke nok om hvor effektiv bedriften er, siger Finn Skotte. Han mener at bankfolk giver bedrifternes nulpunkt stort fokus, fordi de på den måde kan se, hvor meget noteringen kan falde før driften går i nul.

- At fokusere på nulpunkt og blande ægtefællen ind i økonomien er som at blande koldt og varmt vand. Man skal tænke operationelt og her er det fremstillingsprisen vi skal kigge på.

Hvad koster det at lave en gris?

Konsulenterne bruger driftsgrensanalyser til at vise om der er noget at hente på driften. Ud fra benchmarking med en sammenlignelig referencegruppe kan man se om fremstillingsprisen er høj eller lav.

- Hvis din fremstillingspris på en smågris ligger i den lave ende, lad os sige 325 kroner tyder det på at, du har en effektiv produktion. Ligger den over 400 kroner og gennemsnittet er 370 kroner, er det i den høje ende, og du bør vurdere om der skal investeres i effektiviseringer, siger Finn Skotte.

Hvilke tiltag der kan være aktuelle, bliver svinekonsulenten ofte involveret i. Her er det E-kontrollen, der gør gavn, for at kunne give indikationer på, hvor i produktionen kæden kan strammes.

- Driftsanlægget skal stå skarpt til dårligere tider. Det bør vi bruge de gode tider på, og det er nu, siger svinekonsulent Keld Sommer.

Få effektiviteten op og foderforbruget ned

Han opfodrer til at kigge på effektiviteten og foderforbruget, for her er der rigtig mange penge at hente.

- Det er helheden, der skaber resultaterne. Er der det rigtige flow i stalden, bliver udtørringen udført korrekt, hvad er foderforbruget pr. gris i klima- og slagtestald? Det er her vi kan hjælpe med at lave handlingsplaner, og vi tjekker op på om det kører som det skal, forklarer Keld Sommer. Han har mener, at fokus de sidste par år primært har ligget på soholdet, men nu skal smågrisestalden med.

- Få det maksimale ud af det du har. Udnyt potentialerne, dem er vi er rigtig gode til at finde og hjælpe med at komme derhen.

Investeringer i stalden

Med driftsanalyserne bliver det tydeligt, hvad det kan det være fornuftigt at bruge nogle penge på nu mens der er overskud.

- Sørg for at renoveret og skiftet ud nu, hvor du har chancen. Der er i mange stalde ikke plads nok. Hvis der mangler ædepladser til smågrise, så er det nu der skal investeres. Få udskiftet de foderautomater der driller og det kan være at det gamle fyr også kræver udskiftning, anbefaler Keld Sommer, der mener at der med fordel kan fokuseres på pattegrise- og sodødelighed.

Finn Skotte er enig, han opfordrer til at rykke femårsplanen frem og ligeledes investeringerne.

Hvad med likviditets-overskud?

Finn Skotte har set relativt store pensionsindbetalinger i 2019. Han forventer, at det også sker i 2020.

- I det gode svineår 2017 startede fokus på pension og bankgæld. Mange brugte chancen for at få bankgælden betalt ned. 2018 var er katastrofeår, og gjaldt det bare om at få likviditeten til at hænge sammen. Nu har vi haft igen haft et godt svineår i 2019, hvor yderligere bankgæld kan være betalt ud. Nu går tankerne til pension igen. Vi har haft flere landmænd der i 2019 har skudt op til en halv million ind, for at få pensionsopsparingen op i gear, siger han, og de samme tankerne vil være gældende for 2020, som det ser ud nu.

Skal man øge afdrag til kreditforening?

Med hensyn til at betragte afdrag på kreditforeningsgælden som en pensionsopsparing, råder han til fornuft. Det vil for de fleste give god mening at kombinere afdrag på gæld med indskud på pension.

Det koster likviditet at trække penge ud af virksomhed til pensionsindskud, men en god pensionsopsparing giver en god buffer for en god 3. alder.

Det giver øget friværdi at afdrage på gæld. Det er vigtigt at forholde sig til den reelle friværdi, idet der kan være betydelig usikkerhed omkring værdien af ejendom ved salg.

Størrelsen af svinebedrifter fordobles hvert 12. år og mange mindre bedrifter har ingen fremadrettet værdi som svinebedrift.

- Bedrifterne bliver større og større. De små svinebedrifter vil over tid lukke ned. Men når det er sagt, så kan der være fantastik god økonomi i en nedslidningsstrategi. Men man skal tænke sig om, hvor meget der reinvesteres.

Ny miljøgodkendelse giver flere kilo

Keld Sommers indtryk er, at producenterne er meget påpasselige med at sætte større projekter i gang. Men han mener nu, at det er på tide at få opdateret miljøansøgningerne. (miljøgodkendelserne)

- Se nu at komme over på den nye miljøberegning, og få opdateret jeres miljøgodkendelser. Det er kun en fordel for jer med slagtesvin, når der ikke længere er snærende vægtgrænser, der begrænser produktionen. Vi får rigtig mange kunder over på den nye miljøgodkendelse, fortæller Keld Sommer. Han forklarer, at for rigtigt mange går det gnidningsfrit, at få en ny miljøgodkendelse. Det kommer dog meget an på, hvordan stalden ligger i forhold til naboer og sårbar natur. Han ser 10 til 20 procent forøgelser i produktionen, da den nye godkendelse giver mere frihed i produktionen, og gør at man ikke længere er begrænset af et maksimalt antal producerede grise.

- Det er en gevinst man skal benytte sig af. Nu har man mulighed for at få tilpasset anlægget, så man kan komme af med de problemer, man har bakset med i årevis. Der er ingen grund til at køre på grænsen mere, slutter Keld Sommer.